97 gardere løb mod Børsen i flammer: "Vi kunne se på brandmændene, at de var rimelig pressede"

Normalt er Den Kongelige Livgarde noget, man forbinder med vagtparader på Strøget og skilderhuse foran Amalienborg. Men da Børsen brændte, fik soldaterne en helt anden rolle.

Tirsdag morgen skete dét, der ikke måtte ske.

Et af Københavns ældste og mest markante vartegn brændte. 

Store, altfortærende flammer omkransede Christian IV dragespir, og meget tidligt stod det klart, at det kunne ende i en katastrofe. 

Den 400 år gamle børs brændte. 

Imens flertallet af københavnerne holdt vejret og så passivt til, viste tv-billeder pludselig uniformsklædte mennesker komme løbende direkte mod branden, mod flammerne og mod det, der skulle vise sig at være en massiv og vigtig indsats. 

Næsten 100 værnepligtige og befalingsmænd fra Den Kongelige Livgarde kom simpelthen løbende til fods fra kasernen i Gothersgade til Børsen på Slotholmsgade. En strækning på godt halvanden kilometer. 

(Artiklen fortsætter under videoen.) 

Her ses en deling af Livgardens vagtkompagni ankomme til Børsen. Video: Patrick Kristensen & Victor Nygaard

- Vi fik fra morgenstunden en instruks om, at vi skulle hjælpe til ved Børsen. Så vi klædte hurtigt om, og så løb vi ud ad porten og ned mod Børsen, fortæller garder Thomsen på Den Kongelige Livgardes egen Facebookside.

Af sikkerhedshensyn bruger man blandt Livgardens værnepligtige ikke fornavne.

Garder Thomsen er en af de mange menige, der tirsdag blev sendt ud på en noget anderledes opgave end den sædvanlige bevogtning af kongefamilien. 

- Vi fik først at vide, at vi skulle løbe hurtigt til Børsen og hjælpe. Der ville komme brandmænd og give os malerier i hænderne, som vi så skulle have ud og give videre til nogle andre, der sørgede for at få den sikkert ind i en anden bygning, fortæller en anden ung mening, garder Fischer.

Imens blev branden i Børsen over dem langt mere omfattende. 

- Vores premierløjtnant havde sagt, at der var ild derinde, men det var meget længere oppe i bygningen. Så det sted, hvor vi gik ind, var sikkert for os. Der var også andre, som gik ind i nogenlunde samme påklædning som os. Vi havde dog også handsker og hjelm på, så vi var rimelig sikre, vurderer Garder Fisher og fortsætter:

- Bygningen var også sikker. Den var ikke ustabil der, hvor vi var. 

quote Jeg er stolt. Det er fedt at hjælpe i samfundet på en anden måde. Og prøve at samarbejde med politiet og brandvæsnet.

Garder Petersen

Sådan fortsatte det dog ikke. 

Branden brød ud tirsdag morgen klokken 07.36 og allerede klokken 08.30 må Børsens ikoniske dragespir give efter for flammerne og faldt brændende til jorden. 

Klokken 09.14 ankom de første værnepligtige fra livgardens vagtkompagni.

40 af dem gik i gang med at sikre værdigenstande fra den sydlige ende af Børsen. Andre gardere stod ved fem poster rundt om Holmen, hvor de hjalp med afspærring og andre opgaver.

(Artiklen fortsætter efter billederne.)

Klokken 16 var dagens opgaver løst for livgardens folk, og herfra tog Hjemmeværnet over. 

Tilbage stod en lang række af trætte og tilfredse gardere. 

- Det er fedt at tænke tilbage på, at man har givet en god hjælp. Vi har fået masser af ros for det, vi har gjort. Men det var også meget voldsomt at se på, når man var så tæt på, fortæller garder Thomsen, og han bliver bakket op af sin kollega: 

- Man kan sige, at det selvfølgelig er tragisk, det der er sket med den gamle bygning.
Men jeg synes stadig, at det er en vild oplevelse, når man er i det. Det er noget, man kan fortælle om, når man bliver ældre, siger garder Thomasberg.

- Jeg står med en stolt følelse over, at man har gået ind og har hentet alle ting. Vi kunne se på brandmændene, at de var rimelig pressede. Vi har hjulpet der. Og det har vi fået ros for og blevet anerkendt, siger garder Fischer.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Afstemning

_

Den Kongelige Livgarde var med til at sikre over 400 værdigenstande, før flammerne tog over. Efter mange timers hårdt arbejde, fik soldaterne lov til at afmønstre og vende retur til kasernen. 

- Og så begynder vi egentlig bare at marchere hjem af. Vi har nok alle en følelse af, at vi alle sammen har udført en virkelig god opgave. Det er virkelig fedt, siger garder Blom.

Dansk Erhverv og Nationalmuseet har endnu ikke opgjort, hvor meget det lykkedes at redde ud fra Børsen.

Sådan så det ud, da flammerne for alvor fik fat tirsdag morgen.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik