Gadejuristen har i over femten år serveret varm kakao og flødeskum til byens udsatte fra en ladcykel.
Både dag og nat.
Vi taler om mennesker, der hænger i blødende neglerødder for at bevare livet, men som alligevel bliver svigtet af det offentlige.
Samtidig har man informeret hjemløse, psykisk syge og stofbrugere om deres rettigheder, og forsøgt at hjælpe juridisk her og nu, hvor der har været brug for det.
Således løftede Gadejuristen alene sidste år i København knapt 500 sager, der blandt andet handlede om folk uden forsørgelsesgrundlag, personer på flugt fra underverdenen, mennesker uden adgang til medicinsk behandling, og sågar en mand med en afklippet finger.
Men tilbuddet om retshjælp lever i øjeblikket på lånt tid.
I hvertfald har både Regeringen og Københavns Kommune tænkt sig at skære i støtten til organisationen.
Siden 2003 har Folketinget givet cirka 58 millioner kroner til Københavns Kommune, fordi hovedstaden har særligt mange udsatte borgere at tage hånd om.
Af denne pulje har Gadejuristen modtaget omkring én million kroner, som blandt andet har udgjort lønnen til stifteren Nanna Gotfredsen, souschefen og en medarbejder.
Men den samlede pulje droppes nu, og det betyder, at Gadejuristen højst sandsynligt lukker.
- Det er os lønnede, der gennem alle de år har fået tusindvis af veje og kontakter i forhold til at løse folks problemer her og nu. Så det vil blive problematisk for det videre arbejde, hvis vi må fyre os selv. Altså hvem helvede skal løfte vores opgave? Jeg tvivler på, at vi overhovedet kan hænge sammen. Det kan jeg faktisk slet ikke se, at vi kan, siger Nanna W. Gotfredsen til TV 2 Lorry.
Vores klienter har ikke andre steder at få retshjælp. Vi ser endda et stigende antal hjemløse.
Hun har svært ved at se de saglige og faglige begrundelser for at fjerne støtten.
- Vi taler om mennesker, der hænger i blødende neglerødder for at bevare livet, men som alligevel bliver svigtet af det offentlige. Vi hjælper en gruppe mennesker, der ikke kender deres rettigheder. Gjorde de det, og havde de ressourcerne, ville vi ikke være nødvendige, men de mangler hjælp både i og uden for kommunekontorets åbningstider, fortæller Nanna W. Gotfredsen, og uddyber:
- Hvis bare det her var et udtryk for, at ministeren havde vurderet, at pengene blev givet bedre ud til noget andet, eller at der ikke var behov for hjælpen længere. Så havde jeg haft respekt for beslutningen. Men vores klienter har ikke andre steder at få retshjælp. Og der er kun flere i nød. Flere hjemløse, som efterspørger vores hjælp.
Hvis I kunne klare jer før støtten blev tildelt i 2002, hvorfor kan I så ikke klare jer nu ved eksempelvis mere frivilligt arbejde?
- Vi ligger på blødende knæ. Jeg arbejder i forvejen 60 timer om ugen, og det forslår som en skrædder i helvede. Da vi startede kendte vi til 100 personer, men nu møder vi langt over 3000 mennesker hvert år, der har brug for hjælp. Vi kan slet ikke leve af frivillighed. Der er allerede 30 dygtige, som primært er jurastuderende, men vi har tit brug for erfaring. Du kan ikke lægge sager, der handler om liv og død, i skødet på tredjeårsstuderende, siger Nanna W. Gotfredsen.
