Christiania uden Pusher Street: Ingen duft af cannabis

Pusher Street er lukket midt i - hvad der kunne have været - nogle af de bedst sælgende sommerdage. TV 2 Lorry gik en tur på Staden.

'Pusher Street er lukket de næste par dage. Vi åbner op igen til en mere hyggelig gade.'

Således står der skrevet på en interimistisk afspærring af den kontroversielle, berømte og berygtede gade, der går tværs gennem Christiania. 

Sortbeklædte stålhegn stopper ikke kun hashhandlende og turister, men spærrer også for udsynet til gaden. 

Man kan altså hverken se de olietønder eller de træboder, som maskerede pushere plejer at stå ved for at sælge Super Maroc, Luxus Kashmir, Guldklump, Blomst eller Semi Ryger.  

Tre svenske piger har øjensynligt ikke fået memoet, som man siger.

De læser skiltene og siger højlydt æv. En af dem kigger sig forvirret omkring, da en anden hurtigt beslutter, at så må de "gå rundt om". 

Det samme gør undertegnede, der er ude for at vejre stemningen. 

Tirsdag ryttede Christianitter Pusher Street for at sætte hegn og skilte op. 
Tirsdag ryttede Christianitter Pusher Street for at sætte hegn og skilte op. 
Foto: Philip Davali - Ritzau Scanpix

Bænkevarmerne sidder udenfor

Kun én enkelt udenlandsk skoleklasse er at finde i området. Og Nemoland er halvtom. 

En kvinde med dreadlocks skriver skoleopgave. Et kærestepar drikker en sodavand. En mor er ude for at jogge med sin barnevogn.

I skyggen sidder en gruppe unge mænd.

"Må jeg få en cigaret?", spørger en af dem. 

"Jeg ryger ikke."

"Jeg tror, du er politibetjent."

"Nej, det er jeg ikke."

"Jo, du er! Jeg har spottet dig. Du er betjent. Jeg kan endda kende dig. Du har anholdt mig her før. Ham derover er også politimand. Vi har opdaget jer. Vi ved godt, I er her."

Flere grupper af mænd med lignende attitude sidder rundt omkring i området - blandt andet foran Cafe Abegrotten.

Hvis de venter på, at gaden igen åbner, så de kan sælge eller købe, er de godt tålmodige. I så fald skal de nok sidde der helt til fredag. 

Bag stålhegnene er Pusher Street i dag mennesketom. 
Bag stålhegnene er Pusher Street i dag mennesketom. 
Foto: Philip Davali - Ritzau Scanpix

En lukket fristad

Det er ikke første gang at dele af Christiania spærres af. 

I 2011 lukkede man ned for at overveje et udkast til en normalisering og et senere opkøb af området, eftersom at Højesteret slog fast, at staten havde ejendoms- og brugsretten til Christiania. Ved hjælp af folkeaktier lykkedes det Fonden Christiania at købe området af staten året efter. 

I 2014 skrev man 'Do not disturb' på store skilte, da man brugte en uge på ligeledes at overveje sin fremtid. 

I 2016 rev man hashboderne ned i Pusher Street få dage efter, at en betjent blev skudt i hovedet. 

Denne gang lyder meldingen i en pressemeddelelse, at den stigende hashhandel ikke er til fristadens bedste.

- Situationen kalder på omtanke og eftertanke, hvorfor vi altså nu har valgt selv at sætte aktiviteterne på pause, så vi kan få arbejdsro til en omstrukturering af forholdene omkring Pusher Street, skriver man blandt andet.

Ingen ild i pinden

Fire uniformerede betjente med både våben og hjelme i buksekanten går forbi. 

For enden af Pusher Street har en gruppe christianitter slået lejr, som var de på Roskilde Festival eller campingferie - en ikke helt dum vagttjans på en varm sommerdag. 

Der bliver ikke røget en eneste joint. Hverken her eller på Volden. Heller ikke i gaderne eller på boldbanen. Eller på caféen eller ved madbiksene.

Den søde duft af røg er væk, og tilbage er kun lugten af en varm sommerdag: Støv fra grusstierne og uv-stråler, der steger huden.

Ved souvenir-borderne, som sælger "recycle art", er der nul kunder. Faktisk sidder sælgerne med ryggen til vejen og snakker. 

Måske er det for vamt. Måske er det tidspunktet på dagen. Måske skyldes det virakken omkring lukningen af Pusher Street.

TV 2 Lorry ville gerne have spurgt talsmand Risenga Manghezi, om der generelt er færre mennesker, nu hvor hashhandlen er stoppet, men det ville han ikke kommentere på. 

TV 2 Lorry ville også gerne have spurgt, hvorfor christianitterne ikke kan lukke Pusher Street endegyldigt, hvis de kan lukke den i flere dage. 

Det spørgsmål ønsker Risenga Manghezi heller ikke at svare på. 

 
 
Foto: Philip Davali - Ritzau Scanpix

Jævnlige møder mellem politi og Fonden Christiania

Torsdag blev der afholdt møde mellem Fonden Christiania og Københavns Politi. 

Parterne blev ikke enige om konkrete initiativer, men man besluttede at fortsætte dialogen, fortæller advokat Knud Foldschack til Ritzau.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik