Efter skyderi: Politi leder efter gerningsmand i "persongrupper"

Københavns Vestegns Politi rykkede natten til søndag ud til et skyderi ved Strandgården i Ishøj.

Efter et skyderi i Ishøj natten til søndag har Københavns Vestegns Politi nu en formodning om, hvor de skal lede efter en eller flere gerningsmænd. 

Det oplyser vagtchef David Borchersen til TV 2 Kosmopol. 

- Vi har nogle retninger, vi arbejder i. Vi har nogle persongrupper, som vi leder efter gerningsmanden i, siger han. 

Politiet fik en anmeldelse om skyderi ved Strandgården i Ishøj ved midnat præcis. 

- Vi kører derned og konstaterer, at der er skudt mod en lejlighed på anden sal. Der har været personer til stede i lejligheden, men de er ikke i fare. Der er blevet skudt fra jordhøjde, så vinklen har været skæv, siger David Borchersen. 

Er lejlighedens beboere kendt af politiet?

- Vi er bekendt med dem, der bor der, siger David Borchersen. 

Lejlighedens beboere er voksne personer. Der har ikke været børn i lejligheden. 

Politiet har talt med personer på gerningsstedet, men har ikke noget signalement af eventuelle gerningspersoner, lyder det. 

Politiet kender ikke på nuværende tidpunkt motivet for skyderiet og vil derudover ikke oplyse yderligere på nuværende tidspunkt. 

Københavns Vestegns Politi oplyser søndag eftermiddag, at man er til stede i området, og at man kan henvende sig, hvis man har viden om skyderiet. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik