Trillingemor ammer sine toårige drenge: Bliver kaldt ”klamt” og "overgreb"

Michella Meier-Morsi oplever både tilsvininger, grove anklager og skæve blikke, når hun ammer sine toårige trillinger. Ammeekspert mener, amning er en "privatsag", og at det er vigtigt ikke at udskamme mødre for deres valg.

- De vågner om morgenen og trisser selv ind til mig. Så kravler de op og ved, hvad de vil have, forklarer Michella Meier-Morsi.

Hun ammer sine trillinger, der er lidt over to år gamle. Ligesom hun ammede sine tvillinger, indtil de var to og et halvt.

quote Amningen af alle fem børn har for mig været noget af det mest smukke og intime

Michella Meier-Morsi

Og det plejede hun hverken at være blufærdig over eller bange for at sige højt.

Men det har ændret sig på det seneste.

- Pludselig nåede de en størrelse, hvor folk begyndte at kigge. Folk i vores omgangskreds blev befippede og kiggede væk eller forlod lokalet. Det havde de aldrig gjort før. Jeg kunne også se, at folk tabte underkæben eller kommenterede det, hvis jeg ammede dem offentligt. Det oplevede jeg aldrig, da de var yngre.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Det har været vigtigt for Michella Meier-Morsi at sætte amningen i system. Hun har, siden trillingerne fyldte et år, trappet stille og roligt ned for hyppigheden. Nu ammer hun dem to gange om dagen.
Det har været vigtigt for Michella Meier-Morsi at sætte amningen i system. Hun har, siden trillingerne fyldte et år, trappet stille og roligt ned for hyppigheden. Nu ammer hun dem to gange om dagen.

Men værst er det på de sociale medier.

I de negative kommentarer, Michella Meier-Morsi har modtaget, skriver folk, at amningen af hendes toårige både er ”et overgreb”, ”klamt” og ”grænseoverskridende at være vidne til”.

- Selvom jeg godt ved, der ikke er noget forkert i det (amningen, red.), tager jeg mig selv i at blive lidt pinlig og få lyst til at gemme mig væk. Sådan skal det ikke være, siger hun og understreger, at amning for hende er det ”mest naturlige i hele verden”.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Anbefalinger til amning:

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn ammes fuldt til de er omkring seks måneder. Delvis amning anbefales til 12 måneder eller længere, hvis det er muligt, og mor og barn trives med det.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) anbefaler fuldamning til seks måneder og delvis amning indtil to år eller længere.

Rigshospitalet skriver på deres hjemmeside, at de anbefaler at stoppe med at amme, når det ikke længere fungerer for mor og barn. Og at det er meget individuelt, hvornår det er.

”Amning er bare mad og kærlighed”

Michella Meier-Morsi lever af at være influencer. Hun deler hver dag situationer fra livet som flerlingemor med sine 536.000 følgere.

Om alt fra hjemmepasning til efterfødselskrop og barsel.

Men det er, når hun viser sin amning frem, at det for alvor får folks sind i kog.

Selvom det for hende bare er ”mad, omsorg og kærlighed".

- Amningen af alle fem børn har for mig været noget af det mest smukke og intime. Det er kaotisk at få tre små mennesker, og det er umuligt at være der for dem alle. Men når jeg ammer, kan jeg være der for alle, forklarer hun.

Kan du forstå, hvis nogen tænker, at du fortsætter amningen for din egen skyld?

- Jeg synes oprigtigt, der er noget komisk ved tanken om, at jeg skulle amme for min egen skyld. Jeg holder utroligt meget af at amme dem. Men de har i den grad deres egen holdning til tingene. Jeg kan ikke tvinge dem til at amme, hvis de ikke har lyst, siger hun.

quote Jeg kunne jo bare lade være med at vise og skrive om min amning. Men så føler jeg, at jeg er en del af problemet

Michelle Meier-Morsi

(Artiklen forsætter efter faktaboksen)

Amning

Med undtagelse af vitamin-D indeholder moderens mælk alt det, som barnet behøver ernæringsmæssigt for at udvikle sig normalt de første seks måneder. Amning påvirker også barnets immunforsvar. Der er antistoffer fra moderen i mælken, som beskytter barnet mod infektioner.

Desuden kan amning påvirke udvikling og modning af barnets eget immunsystem.

Kilde: Sundhed.dk

Modtager beskeder fra bekymrede kvinder

Det kan måske undre, at Michella Meier-Morsi nu kaster sig ind i den tilsyneladende stormfulde debat om amning.

Men selvom det efterhånden er et ”enormt ømt” emne for hende at tale om, insisterer hun på, at det er en vigtig samtale – og at det er vigtigt ikke at gemme amningen væk.

- Jeg kunne jo bare lade være med at vise og skrive om min amning. Men så føler jeg, at jeg er en del af problemet. For hvis jeg gemmer det og ikke vil tale om det, så anerkender jeg, at det er forkert, forklarer hun.

(Artiklen fortsætter efter videoen.)

Amningen er kun et supplement for trillingerne, forklarer Michella Meier-Morsi. Udover det spiser de "absurde mængder mad".
Amningen er kun et supplement for trillingerne, forklarer Michella Meier-Morsi. Udover det spiser de "absurde mængder mad".

Hun fortæller, hvordan hun modtager beskeder fra kvinder, der ønsker at fortsætte amningen, efter deres barn er fyldt et år. Men at de kan mærke andre menneskers holdning til det og er bekymrede for, hvad de skal stå model til.

- Jeg tror, mange kvinder – ligegyldigt om de ikke har ammet, ammet i kort tid eller givet modermælkserstatning – føler, at alle har haft en mening om, hvad de har gjort. Om det er rigtigt eller forkert, siger Michella Meier-Morsi.

Hun understreger, at hun ikke har en holdning til andre kvinders til- eller fravalg. Det er nemlig et ”enormt personligt valg,” som hun ville ønske, at andre blandede sig udenom.

- Jeg kunne godt drømme om, at amning igen blev set som naturligt så længe, det giver mening for mor og barn. Men helt grundlæggende ville jeg egentlig bare ønske, det ikke var et emne.

Ammeekspert: Det er sørgeligt

Tabitha Kettner, der er koordinerende ammevejleder på Rigshospitalet, kan godt genkende problematikken.

Hun har beskæftiget sig med amning i 11 år og hører ofte om, hvordan de langtidsammende kvinder, hun har med at gøre, oplever at få kommentarer og blive udskammet.

- Nogle mødre begynder at få kommentarer om deres amning, når barnet er omkring et år. Det kan både være deres omgangskreds, fremmede eller sundhedspersonale, der mener, at det "vist er ved at være på tide at stoppe med at amme", siger Tabitha Kettner, der både vejleder de ammende og underviser personalet på Rigshospitalet.

Hun kalder det "sørgeligt", når amning bliver kaldt "klamt" eller "et overgreb".

- Jeg bliver virkelig ked af det. Det er ikke okay. Det er hverken et overgreb eller klamt, understreger hun.

- For det første skyldes den slags kommentarer uvidenhed. Og så kommer de, tænker jeg, fordi vi i den vestlige verden har seksualiseret brysterne. 

- Selvom bryster er dejlige, er deres primære funktion at ernære et barn. Og det er helt naturligt at ernære et barn - også når barnet er to eller tre år, pointerer hun.

Biologisk helt normalt

Tabitha Kettner understreger, at der er sundhedsmæssige fordele i amning for både mor og barn - også i længere tid end to år. 

Faktisk vurderer hun, at det "biologisk er helt normalt, at vi ammer i længere tid".

- Man skal amme så længe, det føles godt for både mor og barn. Der er ingen slutdato, og der er ingen andre end mor og barn, der kan tage beslutningen om at stoppe.

Hun oplever, at mange mødre bliver usikre på sig selv og på, om de gør noget forkert, når de bliver mødt af andres holdninger og kommentarer. På trods af, at deres mavefornemmelse siger noget andet.

quote For det første skyldes den slags kommentarer uvidenhed

Tabitha Kettner, ammeekspert, Rigshospitalet

I værste fald, vurderer Tabitha Kettner, er der nogle, der stopper amningen, før mor og barn er klar.

- Mange kvinder oplever sorg og bliver kede af det, hvis de stopper, før de er klar, forklarer hun.

Hun mener, at amning er en "privatsag", og at det er vigtigt ikke at udskamme mødre og familier for deres valg.

- Kvinder gør noget godt for dem selv og deres barn. Men det er også socioøkonomisk godt for samfundet, fordi det betyder færre indlæggelser og lavere risiko for en række sygdomme. Og så er det miljøvenligt. Det skal de ikke undskylde for, afslutter hun.

En "tudefest" når amningen slutter

Selv har Michella Meier-Morsi planer om at fortsætte med at amme sine trillinger til den dag, de ikke har lyst mere.

Og selvom det formentlig bliver ”en stor tudefest,” når den dag kommer, har hun stillet sig selv og sine tvillingedøtre en belønning i udsigt.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

"Jeg tror, mange har er en forestilling om, at barnet selv kommer og hiver ned i trøjen og forventer, de kan blive ammet når og hvor, de vil. Og det har jeg prøvet i en kort periode med mine døtre, og det var ikke for mig," forklarer Michella Meier-Morsi om grunden til, at hun i dag har valgt at sætte amningen i system.
"Jeg tror, mange har er en forestilling om, at barnet selv kommer og hiver ned i trøjen og forventer, de kan blive ammet når og hvor, de vil. Og det har jeg prøvet i en kort periode med mine døtre, og det var ikke for mig," forklarer Michella Meier-Morsi om grunden til, at hun i dag har valgt at sætte amningen i system.

Nemlig at de tre skal på en forlænget weekendtur til Paris.

Så de kan være alene.

En luksus, Michella Meier-Morsi indtil videre har givet afkald på i 26 måneder, hvor hun ikke har været væk fra trillingerne i mere end nogle timer ad gangen.

- Så jeg ved, det bliver rigtig hårdt den dag, der har været sidste amning. Men der ligger også en lille gulerod tæt på Eiffeltårnet med en macaron og to dejlige piger. Det glæder vi os til, smiler hun.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik