13 timer før teenager blev dræbt, talte han i telefon med drabstiltalt

Den ene af de to teenagere, der sidste år blev dræbt ved dobbeltdrabet i Taastrup, var i dialog med den drabstiltalte samme dag, som drabene fandt sted.

Lidt mere end 13 timer før et dobbeltdrab på to teenagere fandt sted i Høje-Taastrup sidste år, talte det ene offer i telefon med den 18-årige, der nu er tiltalt i sagen. 

Det er mandag blevet dokumenteret i Byretten i Glostrup, hvor retssagens sjette retsmøde har fundet sted. 

Her er det også kommet frem, at opkaldet fandt sted via Snapchat og varede 29 sekunder. 

Hvad, der blev talt om undervejs i opkaldet, er ikke blevet dokumenteret. 

Et vidne, der overværede dele af opkaldet, tog mandag plads i vidneskranken. Herfra beskrev vidnet, at hun hørte, at det blev aftalt, at den nu dræbte og den drabstiltalte skulle tale sammen senere på dagen.

Vidnet forklarede også, at hun fornemmede, at den nu dræbte, der foretog opkaldet, var vred, efter opkaldet havde fundet sted.

Under retsmødet blev det dokumentet, at begge parter efter det nævnte opkald skulle have forsøgt at ringe til hinanden igen på Snapchat - dog ringede de begge forgæves.

Naboer ringede 112 

Det var klokken 22.57 den 6. marts sidste år, at politiet modtog det første alarmopkald om knivstikkeriet og rykkede ud til et rækkehuskvarter, der ligger omkring 300 meter fra City 2 i Høje-Taastrup. 

På stedet konstaterede man, at to teenagedrenge på 17 og 18 år var ramt af et enkelt knivstik hver. De døde efterfølgende af deres skader, selvom naboer havde forsøgt at give førstehjælp.

En tredje teenager blev såret af et knivstik i læggen, men overlevede. Han var på intet tidspunkt i livsfare.

Under mandagens retsmøde afgav en beboer fra området, hvor dobbeltdrabet fandt sted, forklaring. Han forklarede, at han havde set dele af det dødelige overfald fra sit hjem. 

Her så han, hvad han i retten beskrev som "tumult" og "slåskamp". Ifølge vidnet hørte det op, da det gik op for de implicerede parter, at der var sket noget alvorligt.

- De går i panik og begynder at råbe, da de ser, det er gået galt. Mine naboer er ret hurtige til at komme ud, og der bliver ringet til politiet, forklarede vidnet.

Fem tiltalte i sagen

En nu 18-årig mand er tiltalt for de to drab og et drabsforsøg på en tredje. Han erkender de faktiske omstændigheder i sagen, men mener, at han handlede i nødværge.

Fire andre teenagere er tiltalt for - sammen med de to dræbte - at have ligget i baghold ved storcentret City 2, indtil den nu drabstiltalte kom ud af storcenteret.

Disse fire tiltalte nægter sig skyldige.

Under sagens tidligere retsmøder har sagens fem tiltalte afgivet forklaring. Det er helt blevet bekræftet, at de hver især kendte hinanden fra tidligere.

Flere af dem har beskrevet, at dagen forud for hændelsen var gået, hvad der mindede om en ganske almindelig hverdag, hvor de blandt andet havde været på deres respektive skoler. 

Den nu drabstiltalte har blandt andet forklaret, at han i timerne op til drabet befinder sig med en ven i City 2, hvor de trænede i et fitnesscentret. 

Efter træningen følges han ud af centeret med sin ven, da de pludselig ser nogle fra den gruppe, som de to dræbte og de fire tiltalte er en del af. Ifølge den drabstiltaltes forklaring begyndte gruppen herefter at jagte ham.

Det førte til, at han i sidste ende trak en kniv for at dæmpe konflikten og handlede i nødværge.

Var der tale om en gruppering? 

De fire øvrige, der er tiltalt i sagen, har i retten afvist, at de lå på lur og ventede på den nu drabstiltalte for at kunne overfalde ham.

Flere af de tiltalte har forklaret, at de på gerningsaftenen opholdt sig i en bil på en parkeringsplads ved City 2, da den nu drabstiltalte gik forbi.

En detalje som - ifølge en af forklaringer - blev konstateret af en af de nu dræbte. Herefter hoppede de seks venner ud af bilen og løb efter den 18-årige.

Ingen af de tiltalte har dog præcist kunne forklare, hverken årsagen eller formålet til, at de løb efter den 18-årige. 

- Han (en af de dræbte, red.) ville nok snakke med ham (drabstiltalte, red.), og så løb vi bare med, har en af de tiltalte forklaret i retten.

Hvorfor bar den drabstiltalte kniv? 

Et spørgsmål, der er gået igen under sagens første seks retsmøder, har været spørgsmålet om, hvorvidt de implicerede parter udgjorde to grupperinger, og hvorvidt de bar kniv.

I retten har den 18-årige, der er tiltalt for drabene, blandt andet fortalt, at de fire andre tiltalte og de to afdøde havde set sig sur på ham, efter at han havde talt over sig om nogle fra den gruppe, de ifølge ham var en del af.

Derfor blev han allerede overfaldet i sommeren 2022 af nogle af de tiltalte, lyder det. Her blev han slået i baghovedet med en hammer.

- Efter den episode blev jeg rigtig bange for mit liv. Derfor skiftede jeg gymnasium og holdt op med at komme offentlige steder i Høje-Taastrup, har han forklaret i retten.

Efter den episode valgte han blandt andet at anskaffe sig en kniv, som han hele tiden havde på sig, fordi han var bange for gruppen, har han forklaret i retten. Derfor havde han den også med i skole ligesom han havde den med i fitness på gerningsaftenen.

De øvrige tiltalte i sagen har gentagende gange afvist den drabstiltaltes påstand, om at de skulle udgøre en "gruppe eller en bande". I stedet har de forklaret, at de opfatter dem selv som en "helt normal vennegruppe".

Var der tale om selvforsvar?

Retssagen løber over i alt ni retsdage ved byretten i Glostrup. Her skal det vurderes, om det dobbelt knivdrab skete i selvforsvar, og om den drabstiltalte forinden blev udsat for grov vold.

Straffelovens regler om nødværge giver folk ret til at forsvare sig selv, når de bliver angrebet. Men man må kun anvende den vold, som er nødvendig for at forhindre angrebet.

Går man videre end det, så overskrider man grænserne for nødværge, og så kan man i princippet straffes. Lovens nødværgeregler anerkender samtidig, at der er en gråzone mellem, hvornår der er tale om lovligt nødværge, og hvornår der ikke er.

Der forventes at falde dom i sagen den 3. juni.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik