Plast-virksomhed i Herlev skaffer 350.000 kitler

På bare 14 dage skal virksomheden Pack Tech i Herlev for alvor gøre brug af deres internationale netværk.

Der er travlt ved skrivebordene i administrationen hos Herlevvirksomheden Pack Tech i disse dage.

Virksomheden producerer til dagligt forskellig plastemballage til forbrugsdanmark og resten af verden, men for tiden har deres fokus været særligt rettet mod sundhedssystemet, hvor særligt produktionen af dispensere til håndsprit er eksploderet.

Det er sket som følge af Covid-19-pandemien, der har lagt store dele af verden ned.

Nu forsøger plastvirksomheden igen at bidrage med hjælp i nøden - men ikke gennem nye produktionslinjer eller opskalering af eksisterende produktionslinjer.

I stedet gør de brug af deres store internationale netværk, som blandt andet tæller et katalog af kontakter og samarbejdspartnere i Kina - og de er særdeles værdifulde i denne tid, viser det sig.

Stor mangel på værnemidler i Danmark

I Danmark er der stor mangel på de værnemidler, som skal sørge for, at sundhedspersonalet bliver holdt smittefri, når de håndterer coronapatienter.

Men nu hjælper Pack Tech de nødstedte kommuner og regioner, som mangler de engangskitler, som der skal bruges til sundhedspersonalet. Indtil videre har Pack Tech fået lovning på hele 350.000 kitler fra deres leverandører i Kina.

- Vi bruger vores netværk ude i Kina. Herhjemme kan vi høre, at der ikke kan skaffes værnemidler nok, så vi har spurgt vores kontor i Kina, om de kan hjælpe ved at kontakte nogle af vores leverandører, forklarer Christian L. Jensen, der er direktør i Pack Tech, til TV 2 Lorry og tilføjer:

- Der er en række leverandører, som vi har fået hul til, vi kan trække. De har givet os lovning på en del værnemidler, og nu laver vi aftaler med regioner og kommuner.

Direktøren fortæller videre, at Herlevvirksomheden søndag modtog en ordre på hele 100.000 af kitlerne, som skal til Aalborg.

- Det er helt vildt. Det svarer til tre en halv fyldte containere - de store skibscontainere vel at mærke.

Heldige med kontakter i Kina

Men selvom det kan lyde nemt for firmaet at få fat i de varer, som det danske sundhedsvæsen har svært ved at skaffe for tiden, er det langt fra virkeligheden.

Ifølge Christian L. Jensen skyldes det særligt, at man på de fabrikker, hvor der bliver fremstillet blandt andet de kirurgiske kitler, er store problemer med at leve op til de store ordrer, man modtager.

- Hvis en fabrik for eksempel kan producere 50.000 kitler, så modtager de dagligt ordrer på 10 millioner kitler. Og derfor betaler man op mod 20 gange den normale pris for sin vare.

Selvom Pack Tech er glade for at kunne hjælpe samfundet i en sundhedskrise som nu, så har direktøren også indset, at de nu har nået grænsen for, hvad de kan håndtere.

“Hvis andre vil det her, hjælper vi gerne”

Til gengæld vil de meget gerne hjælpe andre virksomheder, som også arbejder med at indkøbe og distribuere værnemidler, med at komme godt i gang.

- Hvis nogen i Danmark gerne vil lave det her, så kan de kontakte os. Så vil vi meget gerne være behjælpelige med kontakter derude.

- Vi kan også hjælpe med fragten, for vi har vores eget fragtselskab. Og vi vil meget gerne hjælpe andre igang - for vi kan ikke håndtere mere, lyder det fra Pack Techs direktør.

Hermed er den opfordring givet videre.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik