En 52-årig mand fra USA blev torsdag aften kort før klokken 23 umotiveret overfaldet, mens han lå i et telt ved Skovhoved Havn nord for København.
Det oplyser Nordsjællands Politi i døgnrapporten.
Her kan man læse, at den 52-årige, som er turist, blev slået med en stump genstand og fik skåret sit øre op af en mand, som beskrives som værende 180 centimeter høj og afrikansk af udseende.
Efterlyser vidner
Gerningsmanden var sammen med to piger, og de forlod muligvis stedet i en ældre sølvgrå Citroën C3 i retning mod København.
Patruljer kørte til stedet for at lede efter gerningsmanden, men han var ikke længere at finde i området.
Nordsjællands Politi vil gerne i kontakt med borgere, som kan have oplysninger om overfaldet.
Nordsjællands Politi kan kontaktes på telefon 114.