Mor kæmper for større fokus på partnervold: "Natasjas død skal ikke være forgæves"

Et halvt år efter en 26-årig kvindes død sætter familien og Frederiksberg Kommune fokus på partnerdrab.

Den 3. oktober 2023 sluttede livet på tragisk vis for 26-årige Natasja Borup. 

Klokken 22.45 ankom politiets patrulje til hendes lejlighed på Mørk Hansens Vej på Frederiksberg, hvor den unge kvinde blev fundet dræbt af knivstik.

- Livet, som vi kendte det, sluttede den nat, fortæller Natasja Borups mor, Kristina Borup, til TV 2 Kosmopol et halvt år efter drabet og sætter ord på, hvordan det har været for hende og Natasjas stedfar og søskende. 

- Det har været så rædselsfuldt for os alle sammen. 

I lejligheden fandt politiet også Natasja Borups ekskæreste, der efterfølgende døde af knivstik, som han havde påført sig selv, efter han havde dræbt Natasja Borup. Ekskæresten havde stalket Natasja, og da hun endeligt slog op med ham, kunne han ikke acceptere det.

Nu vil familien sammen med Frederiksberg Kommune sætte fokus på partnerdrab.

quote Hendes død skal ikke være forgæves

Kristina Borup, mor til Natasja

Onsdag den 3. april er det et halvt år siden den unge kvindes død, og på dagen har Frederiksberg Kommune valgt at lave en ceremoni for Natasja Borup ved at sætte en mindeplade op og plante et japansk kirsebærtræ på Kærlighedsstien ved Peter Bangs Vej på Frederiksberg. 

- Det betyder meget - ikke kun for mig og min familie, men formentlig også for alle, der har oplevet det, siger Kristina Borup.

Drabet rystede en hel bydel 

Efter drabet på Natasja Borup rakte familien ud til Frederiksbergs borgmester, Michael Vindfeldt (S).

Det var vigtigt for familien, at Natasjas død kunne være med til at skabe opmærksomhed omkring partnervold. 

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Det var her på Mørk Hansens Vej på Frederiksberg, at 26-årige Natasja Borup blev slået ihjel af sin ekskæreste.
Det var her på Mørk Hansens Vej på Frederiksberg, at 26-årige Natasja Borup blev slået ihjel af sin ekskæreste.
Foto: Presse-fotos.dk

Det er ikke hverdagskost, at en kommune rejser en mindeplade i forbindelse med et drab. Men i denne situation giver det ifølge Michael Vindfeldt rigtig god mening. 

- Det er enormt vigtigt, at noget så meningsløst som drabet her - at hendes død - ikke skal være forgæves og nu kan bruges til at skabe opmærksomhed omkring partnerdrab, siger han. 

Michael Vindfeldt tror ikke, at raten for partnerdrab er specielt høj på Frederiksberg i forhold til andre kommuner, men når det er et problem i Danmark, er det også et problem på Frederiksberg, siger Michael Vindfeldt og fortsætter: 

- Vi har at gøre med et drab, der har rystet en hel bydel. Det fyldte rigtig meget hos mange, og der kan vi som kommune understøtte det fællesskab, der er, og være med til at bearbejde den sorg, der er opstået.

Og ikke mindst, tilføjer han, være med til at forhindre, at det sker igen.

- Det er vigtigt at rejse en debat om partnerdrab, så vi sammen kan sætte fokus på det her. Det er vigtigt at lægge mærke til de tegn, der kan være i et forhold især, hvis der er vold.  Ofte er familie og pårørende ikke overraskede bagefter, noget voldsomt er sket, siger borgmester Michael Vindfeldt. 

Tal og fakta om vold i nære relationer i Danmark

Den seneste undersøgelse i Danmark viser, at 5,5 procent kvinder over 16 år angiver at have været udsat for fysisk eller psykisk partnervold i 2021. Det samme gælder for 4 procent af mændene.

En anden omfangsundersøgelse viser, at 3,4 procent af den voksne, danske befolkning har været udsat for mindst én af fire partnervoldsformer i 2020. Det gælder for 4,5 procent af kvinderne og 2,4 procent af mændene.

I begge undersøgelser er psykisk partnervold den hyppigst oplevede voldsform blandt både kvinder og mænd, hvilket stemmer overens med tidligere danske undersøgelser.

En årsag til variationer i omfangsundersøgelsernes resultater kan ligge i metodiske forskelle. Blandt andet varierer det, hvordan der spørges til voldserfaringer i de forskellige omfangsundersøgelser. 

Kilde: Lev uden vold

Center for Voldsforebyggelse, der blandt andet underviser og holder foredrag om vold og voldsforebyggelse, oplyser til TV 2 Kosmopol, at organisationen selv arbejder for at for at sætte mindeplader op for dræbte kvinder og piger i Danmark.

De hilsner Frederiksberg Kommunes initiativ velkommen.  

- Vi er glade for, at Frederiksberg Kommune viser interesse for den unge kvinde, der blev dræbt i oktober sidste år, da hendes drab desværre peger på en ulykkelig samfundstendens i Danmark og resten af verden, siger Pernille Christensen, der er projektleder for Femicide Watch i Center for Voldsforebyggelse. 

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Formular

_

Partnervold skal stoppes

For Natasja Borups familie har livet taget den mest uønskede drejning.  

- Man kommer ikke videre fra det - det er et helt nyt liv, der skal leves uden Natasja. Man har bare skullet overleve, fortæller Kristina Borup om de seks måneder, der er gået, siden drabet på datteren.

Og en del af den nye tilværelse handler om at gøre opmærksom på partnerdrab. 

- En ceremoni som den på onsdag kan få omgivelserne til at lukke øjnene op og måske gøre mere for, at for eksempel stalkere kan få fodlænke på, mener Kristina Borup.

Noget, som TV 2 Kosmopol også tidligere har omtalt, og som de er langt fremme med i Norge. 

Men også privat kan man gøre noget. Ifølge borgmester Michael Vindfeldt er vi som danskere "lidt private", og ofte har vi ikke lyst til at blande os i hinandens liv. 

Men det skal vi, siger Michael Vindfeldt, der håber, at mindeceremonien for Natasja Borup kan føre til, at vi handler, hvis vi bemærker noget i vores omgangskreds, der ikke er, som det skal være. 

- Hvis en i et netværk er i den situation, så tal med vedkommende. Forskningen viser, at omgivelserne ved, når der er noget galt - at der er vold i forholdet.

Er du eller en pårørende udsat for partnervold?

Så kan du kontakte Lev Uden Volds nationale hotline på telefon 1888, Dansk Stalking Center eller Center for Voldsforebyggelses gruppeforløb.

Hos Center for Voldsforebyggelse er det dog vigtigt at minde voldsudsatte og pårørende til voldsudsatte om, at vold og drab på kvinder ikke er et individproblem, men et strukturelt problem.

- Med andre ord har voldsudsatte aldrig ansvar for volden, siger Pernille Christensen fra Center for Voldsforebyggelse. 

Natasja Borups mor, Kristina Borup fortæller, at mindehøjtideligheden onsdag vil berøre hende dybt, men hun formår også at kigge lidt frem. 

- Der skal ske noget. Nu skal vi have fokus på partnerdrab, vold og stalking. 

- Natasjas død skal ikke være forgæves. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik