For et år siden lovede Coop bedring – nu har skralder igen undersøgt deres containere

For et år siden lovede Coop at rette op på deres manglende affaldssortering, det har den erfarne skralder Fabian Vennekilde sat sig for at undersøge.

Det er en forarget Fabian Vennekilde, der roder rundt i Faktas skrald.

Den engagerede skralder fra Frederiksberg har hænderne godt begravet nede i butikken på Nordre Fasanvejs biocontainer for at finde ud af, om nogle af dagligvarebutikkerne rundt i byen har rettet op på deres manglende sortering af affald.

Og ifølge ham er der ikke sket forbedringer.

- Der er kartofler og kød i plastik. Der er pap. Der er dåser og flasker, fortæller han, mens han roder rundt i en stor container, hvor alt affaldet er samlet.

Ikke forandring på et år

Det er ikke mere end et år siden, at TV 2 Lorry var på samme tur rundt i hovedstaden med Fabian Vennekilde for at gå dagligvarebutikkernes affald efter.

Her så vi, hvordan en bioorganiskcontainer fra selv samme Fakta med glasflasker og kemiaffald blev tømt i skraldevognen.

- Hvis det er helt rigtigt, så må det slet ikke være i containeren, men det er butikkerne, der skal sortere det. Jeg skal kun tage containeren. Jeg skal ikke rode i den, fortalte skraldemand René Jeppesen til TV 2 Lorry sidste år.

Dengang erkendte Coop, som ejer Fakta, Irma og Kvickly, at sorteringen af affald kunne håndteres bedre, og at de ville arbejde målrettet mod det.

Artiklen fortsætter under billedet

Fabian Vennekilde roder i Irmas container.
Fabian Vennekilde roder i Irmas container.
Foto: Tobias Schiøler / TV 2 Lorry

Ny butik - samme problem

Lidt over et år efter er mængden af usorteret affald den samme ved Fakta på Nordre Fasanvej.

- Virksomhederne affaldssorterer ikke, og det kan jeg bevise, forklarer skralderen.

Lidt længere nede ad Nordre Fasanvej ligger Irma. Her gennemgår Fabian Vennekilde også butikkens biocontainer og finder en flaske, pap, træ og plastik.

Sidste stop på hans tur rundt i dagligvarebutikkernes affaldscontainere er Kvickly på Falkoner Allé på Frederiksberg. Fabian Vennekilde gennemgår en stor rød container, som ikke er til bioaffald. I den finder skralderen blandt andet glas og metal, som, han mener, ikke hører til i den røde container.

- Jeg må ikke bare tage og smide alt, hvad jeg overhovedet vil, i, forklarer Fabian Vennekilde.

Artiklen fortsætter under billedet

I 2019 fremviste Coop, hvilke initiativer man ville søsætte for at optimere affaldssorteringen i deres butikker.
I 2019 fremviste Coop, hvilke initiativer man ville søsætte for at optimere affaldssorteringen i deres butikker.
Foto: TV 2 Kosmopol

Coop er tavs

Den erfarne skralder er ikke i tvivl om, hvordan dagligvarebutikkerne kan rette op på deres manglende affaldssortering.

- Man kan jo starte med at tage den her væk, siger han og peger på den røde container.

- I stedet kan man så stille ti containere op, hvor man kunne begynde at affaldssortere. Hvis du ikke gør det nemt for dine medarbejdere at affaldssortere, så affaldssorterer de ikke, fordi i en travl hverdag, hvor det går rigtig stærkt, så er det bare det nemmeste at smide det ud i den store container, afslutter Fabian Vennekilde.

Coop har ikke ønsket at stille op til interview for at kommentere sagen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik