Flyt, ellers vanker der bøder: 50 år gammel børnehave trues med politiet

En skovbørnehave har i årevis brugt en bygning i et erhvervsområde som sin hjemmebase. Men nu vil kommunen have dem ud og truer med politianmeldelse.

Hver morgen triller en bus op foran indgangen til Dam Enge nummer 1 i Stenløse. 

Ud myldrer en flok børn, som sætter sig til rette i bussen, og så bliver de kørt ud i skoven, hvor de tilbringer dagen.

Ud på eftermiddagen kommer bussen for at fragte de glade og trætte børn retur til Dam Enge, hvor forældrene så henter dem inden klokken 17.00.

Den ordning fungerer ifølge forældrene fantastisk - der er bare et problem. 

For Stenløse Private Skovbørnehaves faste base på Dam Enge ligger i udkanten af et lille erhvervsområde, og lokalplanen giver ikke mulighed for, at der må bo en børnehave i området. 

Det til trods for, at der lige over for skovbørnehaven ligger en privatskole - få meter fra det, der er udlagt som erhvervsområde.

quote Det er jo fantastisk at hente et barn med røde kinder, og som er træt efter en hel dags leg i skoven

Caroline Sloth Jørgensen, mor til tre-årig i skovbørnehaven.

I årevis har Stenløse Private Skovbørnehave fået dispensation fra Egedal Kommune til at bruge bygningen, og som årene er gået, er der investeret i hegn omkring huset, legeplads og toiletter. 

Men nu er det snart slut.

Egedal Kommune vil ikke give en ny dispensation, og hvis ikke børnehaven er ude inden sommer, får det konsekvenser.

- Kommunen vil politianmelde børnehaven. Jeg føler, at de sætter nogle urimelige rammer op for, at man som selvejende institution kan få lov til at drive en institution, der er alternativ til kommunens tilbud.

Sådan siger Caroline Sloth Jørgensen, der er mor til en datter på tre, som går i Stenløse Private Skovbørnehave.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Caroline Sloth Jørgensen møder i næste uge sammen med andre forældre op med fakler og balloner, når byrådet skal diskutere børnehavens fremtid.
Caroline Sloth Jørgensen møder i næste uge sammen med andre forældre op med fakler og balloner, når byrådet skal diskutere børnehavens fremtid.

- Det er fantastisk at hente et barn med røde kinder, og som er træt efter en hel dags leg i skoven. Min datter vil ikke kunne sidde stille i ti minutter i en stor, integreret institution, siger hun.

Men hvis Egedal Kommune gør alvor af sin trussel om politianmeldelse, så kan det ende med dagbøder til Stenløse Private Skovbørnehave, hvis ikke den har forladt lokalerne på Dam Enge.

- Og dagbøder har vi ikke råd til. Børnehaven drives af forældre og af personalet. Hvis vi skal betale dagbøder, må vi lukke, forklarer hun.

Caroline Sloth Jørgensen siger, at skovbørnehaven har ledt og ledt efter et alternativ til basen på Dam Enge, hvor de 34 børn og fire ansatte kan rykke til. Men det er ikke lykkedes at finde noget egnet. 

Og kommunens forslag om at rykke ind et sted, der i forvejen bruges af spejdere, duede heller ikke.

Sagen skal i byrådet

Onsdag den 28. februar skal politikerne i Egedal byråd diskutere sagen. For der er partier, der nu vil arbejde for, at lokalplanen justeres, så der bliver plads til børn og pædagoger om morgenen og om eftermiddagen.

quote Det giver jo ikke mening, at de skal ud, når privatskolen og et gymnasium ligger i samme område.

Ulrik John Nielsen (L)

Et af argumenterne for at lade dem blive, kan du se på kortet herunder.

Børnehaven ligger i et erhvervsområde. På den modsatte side afvejen - få meter væk - og uden for erhvervsområdet - ligger Stenløse Prvatskole. Ogsyd for den Stenløse Gymnasium og HF - igen få meter fra erhvervsområdet. Grafik: Mia Cassens.
Børnehaven ligger i et erhvervsområde. På den modsatte side afvejen - få meter væk - og uden for erhvervsområdet - ligger Stenløse Prvatskole. Ogsyd for den Stenløse Gymnasium og HF - igen få meter fra erhvervsområdet. Grafik: Mia Cassens.

For lige uden for det erhvervsområde, som børnehaven ligger i, finder man Stenløse Privatskole. Syd for den - og dermed også op mod erhvervsområdet, ligger det lokale gymnasium.

- Det giver jo ikke mening, at børnehaven skal ud, når privatskolen og et gymnasium ligger i samme område, siger Ulrik John Nielsen fra Lokallisten Ny Egedal. Han er byrådsmedlem og formand for Plan- og Byudviklingsudvalget.

- I den egenskab skal jeg selvfølgelig sørge for, at lov og ret holdes, og at de beslutninger, som er truffet, bliver overholdt. Men samtidig arbejder jeg som politiker for det, der er bedst for borgerne i Egedal, og hylder initiativ og frivillighed. Derfor er vi ikke interesserede i, at børnehaven, som er et velfungerende supplement til kommunens institutioner, skal stoppe, siger han.

Sammen med Venstre og Radikale Venstre fremsætter han på næste uges byrådsmøde et medlemsforslag om, at lokalplanen for erhvervsområdet skal ændres, så børnehaven kan blive boende.

- Godt nok er det et erhvervsområde, men der er jo ikke tale om tung industri med store fabrikker, understreger han.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Formular

_

Forældre vil aktionere

Når byrådet i Egedal onsdag den 28. februar mødes for blandt andet at behandle sagen om børnehaven, så bliver det også markeret af forældrene fra skovbørnehaven.

De planlægger at møde op sammen med andre, der støtter børnehaven, og med fakler og balloner vil de gå til rådhuset for at understrege deres ønske om, at børnehaven får lov til at blive liggende.

Når Lokallisten, Venstre og Radikale Venstre sammen fremsætter deres medlemsforslag, råder de til sammen over ni af byrådets 21 stemmer. 

Ulrik John Nielsen siger, at han dog har fået et par tilkendegivelser fra medlemmer af andre partier om, at de hælder til at støtte forslaget. 

Borgmestermøde bragte ikke nogen afklaring

Torsdag i sidste uge var skovbørnehavens bestyrelse, samt nogle af forældrene, inviteret til møde med Egedal kommunes borgmester, Vicky Holst Rasmussen (S), for at tale om mulige løsninger. 

- Skovbørnehaven er et rigtig godt tilbud til børnene og deres forældre. Derfor er jeg også optaget af, at finde et egnet sted til skovbørnehaven, som kan være en varig løsning, skriver Egedals borgmester, Vicky Holst Rasmussen, til TV 2 Kosmopol.

Ifølge borgmesteren så var det et godt og konstruktivt møde. 

Christina Vesterholm, som har et barn i skovbørnehaven, havde dog ikke helt samme oplevelse af mødet. 

- Vi fik at vide, at de måske har fundet en ny lokation. Men vores bekymring er selvfølgelig, at det, når de begynder at grave ned i det, viser sig, at lokationen, som så mange gange tidligere, alligevel ikke er egnet, siger hun. 

Hun forlod derfor mødet en smule nedslået. 

- Jeg frygter, at vi nu kommer til at bruge en masse tid på at undersøge den her nye lokation, og hvis den så falder, så står vi med håret i postkassen igen, siger hun og forsætter:  

- Vi har brug for ro omkring lokationen, så vi kan koncentrere os, om det vi vil – som er at skabe en god børnehave for vores børn.

Skovbørnehaven er selvejende, og forældrene har brugt penge på at indrette  basen, så den kan bruges i nden busafgang og om eftermiddagen, mens børnene venter på at blive hentet.
Skovbørnehaven er selvejende, og forældrene har brugt penge på at indrette basen, så den kan bruges i nden busafgang og om eftermiddagen, mens børnene venter på at blive hentet.
Foto: Privatfoto

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik