Landsretten tillader brug af omdiskuterede lydoptagelser

Østre Landsret har godkendt, at optagelser fra infiltrator i fængslet må bruges som bevis i drabssag.

Alle lydoptagelse, der er blevet afspillet i forbindelse med retssagen om drabet på Louise Borglit, må bruges som bevis i sagen. 

Det fremgår af en kendelse fra Østre Landsret.

I juni besluttede Retten i Glostrup ellers, at udvalgte optagelser ikke måtte bruges. 

Her var begrundelsen blandt andet, at retten vurderede, at samtalerne "havde  karakter af afhøringer og er ulovligt tilvejebragte beviser".

Både tiltalte og anklagemyndigheden ankede afgørelsen til Østre Landsret, som mandag har afsagt sin kendelse. 

Anklagemyndigheden ønskede, at alle optagelser skulle bruges som beviser, mens forsvareren for den nu 30-årige mand, som er tiltalt i sagen, ville have dem alle afvist.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Forstå sagen kort

4. november 2016 omkring klokken 19.00
32-årige Louise Borglit forlader sin søsters hjem for at lufte hendes hund i den nærliggende park Elverparken i Herlev. Kort efter bliver hun stukket ned med flere knivstik.

4. november klokken 19.14
En anden hundelufter finder Louise Borglit og kontakter alarmcentralen. Trods ihærdige forsøg på genoplivning bliver Louise Borglit erklæret død klokken 19.36.

5. november

Københavns Vestegns Politi oplyser, at Louise Borglit var højgravid og omtaler drabet som ”bestialsk”. Trods massiv efterforskning mangler politiet et afgørende gennembrud i drabssagen, men oplyser, at man leder efter en mørkklædt mand med kasket, som et vidne har set løbe ud fra Elverparken.

September 2018
Københavns Vestegns Politi nedsætter en gruppe af erfarne efterforskere fra andre politikredse, der skal lave et såkaldt ”peer review”. Med andre ord skal de se på sagen med friske øjne og finde ud af, om der er løse ender eller oversete detaljer, der kan lede opklaringsarbejdet videre.

2020
En såkaldt politiagent under dæknavnet ”Frank” bliver indsat i Enner Mark Fængsel sammen med en mand, der er mistænkt i sagen og allerede sidder fængslet. Politiagenten og den nu tiltalte bliver fortrolige, og den tiltalte kommer med flere detaljer om drabet i Herlev. Det kommer ifølge TV 2 frem i forbindelse med et retsmøde i maj 2022.

30. marts 2022
Under et besøg i fængslet, indrømmer den nu tiltalte mand - ifølge anklagemyndigheden - overfor agenten at have begået drabet på Louise Borglit. Han fortæller blandt andet, hvordan han kom af med gerningsvåbnet, som aldrig blev fundet. Det kommer ifølge TV 2 og Ritzau frem i forbindelse med et retsmøde i maj 2022.

6. maj 2022
Politiet oplyser, at en 28-årig mand er anholdt og sigtet for drabet. På et pressemøde oplyser politiet, at den sigtede allerede sidder i fængsel, fordi han afsoner en anden straf. Under et retsmøde kommer det ifølge TV 2 og Ritzau frem, at politiet har gjort brug af en såkaldt politiagent i efterforskningen. Det rejser kritik fra mandens forsvarer.

2. maj 2023
Retssagen mod den nu 30-årige mand indledes ved Retten i Glostrup den 2. maj. Der var i alt afsat 11 retsdage til at behandle sagen. Sidste retsdag skulle have været den 23. juni, den er dog udsat, indtil der er taget stilling til bevisførelse.

30. juni 2023
Byretten i Glostrup beslutter, at udvalgte samtaler mellem den tiltalte og agenten Frank ikke kan indgå som bevisførelse i sagen. Der er tale om lydoptagelser optaget den 18. og 21. november 2020 samt rumaflytningerne fra tiltaltes celle i Enner Mark Fængsel fra den 21. og 22. november 2020. Kendelsen bliver kæret til Østre Landsret.

25. september 2023
Østre Landsret afgør, at alle optagelser - både rumaflytninger og optagelser, som "Frank" har foretaget, kan bruges som beviser i sagen.

Kilder: TV 2 Kosmopol, Københavns Vestegns Politi, Ritzau, TV 2

Østre Landsret skriver i kendelsen, at man tilslutter sig Retten i Glostrups afgørelse og er enig i vurdering af, at der er enkelte elementer i samtalerne, hvor agentens handlinger isoleret set kan betragtes som en afhøring.

Men når Østre Landsret alligevel tillader, at beviserne føres, skyldes det, at man har lagt vægt på sagens alvorlige grad og vurderet, at krænkelsen af den tiltaltes grundlæggende rettigheder ikke er stor nok. 

- Landsretten har i den forbindelse lagt vægt på, at overtrædelsen er sket på enkelte punkter ud af et samtaleforløb af længere varighed, hvor tiltalte adskillige gange selv har bragt drabet i Elverparken op, lyder det i kendelsen.

Afgørende bevis

I sagen er der ingen fysiske eller biologiske beviser som DNA, fingeraftryk eller teledata, der sætter den tiltalte i forbindelse med drabet.

Ligeledes er sagens gerningsvåben heller aldrig blevet fundet.

De hemmelige optagelser har derfor spillet en afgørende hovedrolle i anklagemyndighedens bevisførelse i sagen.

Dog har anklagemyndigheden undervejs også slået på blandt andet den tiltaltes mentale tilstand omkring gerningstidspunktet.

Tiltalte nægter sig skyldig i sagen. Har i retten forklaret, at han har stort kendskab til sagen, fordi han har været mistænkt i den.

Den tiltalte har også forklaret sig med, at han har kendskab til deltaljer om Louise Borglits skader - der ellers har været skjult for offentligheden - fordi politiet har vist ham billeder af Louise Borglit.

Ligeledes har han fra vidneskranken sagt, at han har fortalt en række ting til "Frank" for at "spille smart".

Anklagemyndigheden går efter, at den tiltalte bliver idømt fængsel på livstid eller alternativt en forvaringsdom, der ligesom livstid er en dom om indespærring på ubestemt tid.

Forsinket på grund af juridisk twist

Allerede på rettens første dag opstod, der er juridisk slagsmål mellem Christina Schønsted og specialanklager Bo Bjerregaard.

Trods protester fra forsvareren, besluttede de juridiske dommere, at de ikke fandt grundlag for på forhånd at forhindre anklager Bo Bjerregaard i at føre optagelserne fra fængslet som bevis.

Men da det blev tid til den afsluttende procedurer om sagens skyldsspørgsmål tidligere i juni, tog sagen pludselig en ny drejning.

Her fastslog Østre Landsret nemlig, at Retten i Glostrup skulle vurdere, om man kunne bruge lydoptagelserne som beviser, inden man gik videre med sagen.

Det gjorde Retten i Glostrup så i slutningen af juni, inden Østre Landsret mandag ændrede den afgørelse. 

Netop på grund af spørgsmålet om bevisførelse, er retssagen blevet forsinket. 

Der skulle oprindeligt være afsagt dom den 23. juni. 

Retssagen forventes at blive genoptaget den 27. september og fortsætte den 10. oktober.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik