Det var en stor dag for familien Vilhelmsen fra Skovlunde, da knap seksårige Liam endelig blev erklæret rask efter tre års behandling for leukæmi.
Tre år med isolation fra alle sociale arrangementer som fødselsdage og familiefester. Nul ture i butikker og supermarkeder. Ingen almindelig daginstitution. Ingen legeaftaler. Ingen hverdag, som de kendte til den, før Liam blev syg.
Men denne dag var det slut. Han var rask. Nu måtte de alt.
Og Liam havde et stort ønske. Det første, der skulle ske.
- Hans største drøm, det var at komme i Lidl og købe en kanelsnegl. Og så tænker man; Ej, et beskedent ønske. Men jeg kan huske den tur i Lidl lige så tydeligt. Jeg tror, at de andre må have tænkt; Hvad sker der for hende der, hun går og græder inde i Lidl? Men det var bare stort, fortæller Liams mor Camilla Vilhelmsen og smiler lidt skævt ved mindet.
Det var en dag, de havde ventet på længe. Deres søn havde overlevet, og de var ude på den anden side. Men følelsen af lykke lod vente på sig.
Nu stod vi ligesom med verden for vores fødder, og hvor skulle vi starte?
- Det var naturligvis en meget glædelig nyhed. Men man stod også og tænkte; Hvad nu? For man har jo gået og ventet på, at nu må vi alting. Men i hele behandlingsforløbet havde man en helt fast struktur, hvor man vidste, hvad man skulle det klokkeslæt, og sådan kørte det. Og nu stod vi ligesom med verden for vores fødder, og hvor skulle vi starte?, fortæller Camilla Vilhelmsen.
Hun havde slet ikke været forberedt på, at det skulle blive svært at komme tilbage til den hverdag, som de havde gået og sukket efter i tre år.
For hvordan skulle de være en familie nu, hvor sygdommen ikke længere havde førertrøjen?
Det første halve år, efter Liam blev rask og fri for isolationen, var ikke nemt.
Pludselig blev der stillet krav fra de nærmeste efter en barsk sygdomsperiode, hvor der blev heppet mere end opdraget.
- Liam og jeg havde rigtig mange kampe, og jeg kunne godt mærke på ham, at han på nogle punkter syntes, at jeg svigtede ham. Fordi jeg på mange måder havde været så eftergivende, og nu stillede jeg pludselig nogle krav, fordi han skulle til at lære ting, siger Camilla Vilhelmsen.
Små ting som at han selv skulle hente et glas vand og ikke bare fik det serveret, kunne vælte hans verden.
Det fik Camilla Vilhelmsen til at huske, hvad en læge sagde til hende, lige da Liam havde fået konstateret leukæmi.
Nemlig at hun skulle huske at opdrage ham, selvom han var syg.
Men dengang virkede det helt uoverskueligt, når al hendes energi blev brugt på at hjælpe Liam til at stå igennem den krævende behandling.
Bagefter gav det rigtig god mening.
Nu stillede jeg pludselig nogle krav, fordi han skulle til at lære ting
Det er en problemstilling, som de ofte møder i institutionen Børnehuset SIV i Farum
Her har de i 23 år hjulpet familier med alvorligt syge børn, så de får et fast holdepunkt i hverdagen, hvor barnet kan lege med andre børn i omgivelser med høj hygiejne, så risikoen for smitte er minimeret.
- Børnene bliver ofte ikke opdraget, fordi det er svært at sige nej til et barn, der er alvorligt syg. Så vi hjælper dem med at navigere i det her meget svære felt. Vi hjælper dem til at holde fast i noget opdragelse, for det er så sindssygt vigtigt, når barnet en dag er rask, siger Kathrine Thorborg, pædagog i Børnehuset SIV.
Selvom Liam og hans mor kom så ofte som muligt i Børnehuset SIV, var der ikke ret mange jævnaldrende børn, og han lærte ikke alle de sociale koder, som han havde brug for, da han skulle ud i en almindelig børnehave med mange andre børn.
- Hele forløbet (fik han at vide, red.); Liam du er så sej, du er så god, du er det ene, du er det andet. Men da han mødte den virkelige verden, så stod han sådan lidt; Der er jo ting, jeg ikke kan.
- Han skulle jo lære så mange ting fra bunden, bare det at spørge, om han måtte være med til at lege med nogen, eller hvordan man indgår i en leg med nogle jævnaldrende børn, siger Camilla Vilhelmsen.
I videoen herunder kan du komme med i Børnehuset SIV tilbage i 2019, hvor vi mødte Liam for første gang.
Artiklen fortsætter under videoen.
Børnehuset SIV har eksisteret i 23 år og ligger i Farum.
For nylig har de udvidet, så de også tilbyder pladser til sårbare børn, der ikke er alvorligt syge, men som har behov for et beskyttet dagtilbud.
Da de skulle finde en fritidsaktivitet for Liam, var det vigtigt for dem, at det var en holdsport. For de ville gerne have, at han fik trænet det med at omgås andre børn.
Så i dag går han til fodbold i den lokale klub.
- Det var egentlig det, der bekymrede mig rigtig meget i det her behandlingsforløb. Det her med sociale kompetencer kan du altså ikke lære senere hen, det er noget helt basalt, som du lærer i en bestemt alder, siger Camilla Vilhelmsen.
Det tog omkring et halvt års tilvænning for Liam, før han faldt på plads i den nye hverdag med masser af børn omkring sig.
- Og der er da situationer, som vi stadig taler om, siger Camilla Vilhelmsen.
Vi sætter stor pris på det her hamsterhjul.
I de tre år, Liam var i behandling og skulle isoleres fra andre, gjaldt det samme for Camilla Vilhelmsen. For mens Liams far Jon Vilhelmsen stadig gik på arbejde, var det hende, der havde taget orlov for at passe Liam.
På grund af smitterisiko var hun også afskåret fra at ses med mange veninder. Børnehuset SIV blev derfor også en livline for hende. For her kunne hun omgås andre voksne.
Men da hun kom ud på den anden side, var det svært at række ud og i det hele taget finde på plads som familie igen efter det opslidende forløb, de havde været igennem som familie.
- Hvem var Liam? Hvem var jeg? Hvem var Jon? Og hvem var vi sammen?
- Vi skulle jo også lære alt igen. Hvad det vil sige at leve i den virkelige verden, siger Camilla Vilhelmsen.
Vendepunktet blev, da hun begyndte at arbejde igen. Her kunne hun igen identificere sig selv som noget andet end rollen som mor.
- Som menneske er det jo nok noget af det, jeg sætter pris på. At kunne stå op og gå på arbejde. At jeg har muligheden for at stå op og gå på arbejde, siger Camilla Vilhelmsen.
Hele sygdomsforløbet sled på familien og kommer aldring til at slippe sit tag helt. Men det har også lært dem en virkelig afgørende ting, når det kommer til hverdagen.
- Vi sætter stor pris på det her hamsterhjul. Det her med at stå op og gå på arbejde og komme hjem. Det er jo egentlig en stor velsignelse, siger Camilla Vilhelmsen.
Herunder kan du se andet afsnit i serien "Jeg er rask nu, mor".
