Yang vandt matematik-DM: Jeg får aldrig igen en elev som hende

For tre år siden gik Yang Li fra Kina i modtageklasse. Men på rekordfart har hun lært dansk og excellerer i matematik. Nu er hun danmarksmester.

17-årige Yang Li fra Kina er usædvanlig dygtig til matematik. Hun går kun i 9. klasse, men laver opgaver, der svarer til det højeste niveau i gymnasiet. 

- Hun er den dygtigste elev, jeg har haft i matematik, og jeg får nok aldrig en, der er lige så dygtig, som hun er, siger Lise Frimodt Larsen, der er lærer for Yang Li i 9. A på Korsager Skole i Brønshøj. 

Fredag blev der sat en tyk streg under Yang Lis særlige talent, da hun vandt DM i matematik til DM i Fagene. Det er en ny konkurrence, hvor elever fra 8.- og 9. klasse dyster i dansk, matematik og idræt. 

Stor interesse for matematik

Yang Li flyttede fra Kina til Danmark med sin familie for bare tre år siden, da hendes far fik arbejde her. Hun begyndte i modtageklasse på Korsager Skole i Brønshøj, men lærte hurtigt sproget og kom ind i en almindelig folkeskoleklasse. 

Hun har altid været interesseret i matematik og deltaget i konkurrencer. 

- Mine forældre har opmuntret mig til at lære matematik, fra jeg var helt lille. De synes, det er vigtigt at kunne. Og min søster er også god til matematik og hjælper mig, fortæller Yang Li til TV 2 Lorry. 

Når hendes kammerater bliver undervist i matematik på 9.-klasses niveau, så får hun opgaver der normalt bliver brugt i gymnasiet. 

- Jeg prøvede at give hende opgaver, der mindede om kammeraternes, men det er simpelthen for nemt for hende. Så nu har hun fået endnu sværere opgaver, og hun har besøgt gymnasiet og fulgt matematik-undervisning der, fortæller Lise Frimodt Larsen, der er Yang Lis matematiklærer.

En uventet sejr

Selvom Yang Li er har fuldstændig styr på matematikken, så havde hun ikke forventet, at hun ville vinde DM.

-  Jeg havde aldrig troet, at jeg ville vinde, for da jeg var med i regionalmesterskaberne, var opgaverne svære. Og da jeg fik opgaverne til DM tænkte jeg: Jeg er færdig. Men så fandt jeg løsningen, fortæller Yang Li. 

Hun vandt en pokal og en tur i Experimentarium for hele klassen, og så fik hun blomster og biograftur af skolen. 

Hun har planer om at gå på gymnasiet og derefter læse Matematik på universitetet. 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik