Weekend-guide: Cross-løb, bogmesse, julehygge og døde dyr

Nissemor og Kanelia skruer i weekenden op for hyggen på Nyhavn.

Se en tiger blive dissekeret, løb en lang tur i den hvide sne, spil rollespil eller få pandekager på BogForum.

- Her har vi en 19 måneder gammel hunløve, der blev tilovers i avlsprogrammet. Og hun blev aflivet forleden dag.

Ordene kommer fra Mads Frost Bertelsen, der er dyrlæge i ZOO. Løvinden, han taler om, ser ud som om, hun sover fredeligt på dyrlægens bord.

Men de mange løveunger, der fødes i ZOO, skal enten videre til andre zoologiske haver eller aflives. Dyrlægerne i ZOO dissekerer en løve både lørdag og søndag. Det sker klokken 14 i  Dyrlægeklinikken.

Løvinden her bliver dissekeret foran et publikum i København Zoo i weekenden.  

Lige før det kan du se, hvordan en høne, en boa-slange, en ged og en fisk er skabt. Indeni, altså. Du kan også se, hvordan naturen både kopierer og forandrer sig fra art til art. Det er kl. 11-13 på ZOO-arenaen, lige overfor kamelerne.

- Zoo vil gerne fascinere og uddanne samtidig med, at vi bevarer naturen og forsker. Det kan vi her, siger Mads Frost Bertelsen.

Løvindens bror har i øvrigt fundet et nyt hjem i en zoologisk have i Sao Paolo – han bliver leder for en helt ny folk der.

På med de uldne løbebukser

Er du til naturoplevelser - mens du løber - så holder DGI og Dansk Altletik Forbund igen i år cross-løb. Det sker fire gange over vinteren, og første løb er i terrænet i Hedeland - naturområdet ved Hedehusene. 

Der er 800 løbere tilmeldt, og du kan nå at melde dig til indtil klokken 11 lørdag. Løbet starter klokken 12 – i grusgraven ved Hedeland Opera.

Arrangørerne siger, at der allerede er sne derude - så på med huen og vanterne. Løbet er for alle, og der er tre distancer. Et på 3 kilometer, et på 6 kilometer og det lange på 9 kilometer. 

Meget mere end bøger

Jussi Adler-Olsen, Ulla Terkelsen, Svend Brinkmann, Leif Davidsen og Sigurd Barrett blandet med rollespilskampe og pandekager, når Rasmus Klump fejrer fødselsdag.

BogForum har for 25. gang indtaget Bella center på Amager med en verden af bøger og fortællinger.

Denne gang er det nye et 'Skriv Selv-område' og et familieområde.

- Vi har børne-scenen, hvor alle de store børnebogsforfattere som Anders Mattesen, Sebastien Klein og Lene Kaaberbøll kommer. Så er der Akademiet. Her kan børnene lave perler og tegne. Og så kan man også bare fejre fødselsdag med Rasmus Klump lørdag formiddag, siger Andreas Nordklid Poulsen, der er udstillingsleder på Bogforum.

Der er også debutantprisen og dybe forfatter-interviews. Nogle af dem kan du også se under et tæppe hjemmefra - på vores kanal, Lorry+.

Bogforum varer til søndag klokken 18. 

Den legendariske Anders And-tegner Don Rosa er i år at finde på BogForum

Nisser, slik og skandinaviske traditioner

Hvis du har lyst til at hygge med to trinde nisser på henholdsvis 414 og 145 år, så skal du besøge Nyhavn i weekenden.

Her kan møde Nissemor og Kanelia, og de har slik med – til børn og barnlige sjæle.

Nyhavns Julemarked har for 14. gang sat sejl til og leverer i år både julebelysning, nisser, skandinaviske juletraditioner og Carlsbergs gammeldags hestevogn med to smukke brygger-heste foran.

Julemarkedet giver rig mulighed for at komme i den rigtige julestemning - og oplev den danske hygge og de mange skandinaviske specialiteter ned langs havnen.