Voldssigtet cafébaron har røde tal i sine regnskaber

Den voldssigtede ejer af flere af Københavns mest kendte caféer har røde tal på bundlinjen på flere af de virksomheder, han ejer.

En af Danmarks ældste caféer, Café Sommersko, blev i weekenden udsat for hærværk, og få dage tidligere blev ejeren af den legendariske café sigtet for vold efter en episode på Café Dan Turell. 

Her skulle caféejeren angiveligt have overfaldet en tidligere bestyrer og grebet så hårdt fat om halsen på ham, at det sortnede for hans øjne. 

Den selv samme caféejer ejer en række virksomheder, der nu viser sig, at have røde tal på bundlinjen. 

Det skriver Berlingske Business. 

Det seneste regnskab for Café Sommersko viser et underskud på 1,4 millioner og en negativ kapital på 1,8 millioner. Selskabets ejer sørger for at driften af virksomheden kan fortsætte.

Det samme er tilfældet med Café Sari & Bar på Nytorv og Café Stella i Strædet i København. Her har begge selskaber underskud og ingen egenkapital. 

Selskabet Property and Restaurant Group Invest slæber sig afsted med en negativ egenkapital på 8,8 millioner kroner, mens de har et overskud på 4,7 millioner. 

Samlet set har de fem selskaber en negativ egenkapital på 16 millioner kroner. 

Ejeren er nu varetægtsfængslet for voldsepisoden på Café Dan Turell. 

DISSE STEDER ER EJET AF DEN FÆNGSLEDE CAFÉBARON

  • XO Burgers and Steaks - Restauranter på Axeltorv i København og på Gammel Kongevej, Frederiksberg. Som navnet antyder, serveres der hovedsageligt burgere og bøffer.
  • Café Sommersko - Kendt københavnercafé i Kronprinsensgade, åbnede tilbage i 1976.
  • Café Dan Turèll i Store Regnegade er også en af de gamle københavnercaféer, åbnede i 1977.
  • Café Stella er en lille københavnercafé i Kompagnistræde, som blandt andet sælger sig selv på en "lækker brunch-tallerken".
  • Frederiks - café og restaurant. På den mondæne del af Frederiksberg på Gammel Kongevej ligger Frederiks, som lægger vægt på et "stilfuldt miljø med et eksklusivt præg".
  • Café Emma - caféer på Axeltorv og Gammel Kongevej. Ifølge caféernes hjemmeside er der tale om et sted med passion for mad. Derudover slår caféerne sig op på at servere cocktails og friske sandwich.
  • Café Sari - Lige over for Københavns Byrets hovedbygning - hvor ejeren af mindre heldige grunde har måttet møde op et par gange - ligger Café Sari, der har specialiseret sig i smørrebrød.
  • Burger Corner på Halmtorvet ganske tæt på politiets Station City ligger restauranten Burger Corner, som ud over burgere gør sig i amerikansk inspireret morgenmad.
  • Restaurant Meet på Tuborg Havn i Hellerup har specialiseret i kød og fisk.
  • Gastroma er et cateringfirma. Ifølge hjemmesiden består Gastroma af et hold passionerede kokke, der sætter en ære i at levere smagfuld mad til en pris, hvor de fleste kan være med.
  • Frokostudbringning.dk er et cateringfirma med speciale i at levere frokoster i form af for eksempel sandwich og smørrebrød.
      Kilder: sariholding.dk

Kendt person i byretten
I 2013 tilstod han i Københavns Byret en række forhold om brug af ulovlig arbejdskraft på sine caféer. Ejeren blev dengang idømt otte måneders fængsel. Heraf afsonede manden kun tre måneder af dommen, da den blev gjort betinget.

Sagen udløste desuden en bøde på 1,75 millioner kroner og en erstatning til Skat på over yderligere en million kroner.

Cafébaronen var dengang under mistanke for menneskesmugling, men den del af sagen blev opgivet af anklagemyndigheden.

I 2013 blev caféejeren, der er desuden er tidligere karatemester, også dømt i en anden sag for vold mod to kvinder. 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik