Vidne til babytyveri: Politiet ville ikke høre på mig

Foto: Flemming Krogh - Scanpix

En kvinde fik stjålet sin barnevogn i Viby Sjælland,og mener ikke, politiet tog sagen seriøst. Nu fortæller et vidne, at hun også er blevet afvist.

- Telefondamen siger til mig, at hun ikke kan finde sagen, så jeg bliver totalt forvirret. Jeg blev i tvivl, om det var mig, der var noget galt med. 

Det fortæller 16-årige Maja Olund Raunstrup, der onsdag ringede til hovedstationen i Roskilde på 46 35 14 48 for at fortælle, hvad hun havde oplevet ved Viby Sjælland station for halvanden uge siden. 

Her blev hun vidne til et mislykket forsøg på at stjæle en barnevogn med en baby, mens hun ventede på bussen klokken 13.35. 

Læs også Kvindes barn stjålet: - Politiet siger, der intet skete

Helt ærligt, hvor mange gange sker det lige, at der bliver stjålet en barnevogn i Viby Sjælland?

Maja Olund Raunstrup

- Der kom to mænd gående med en barnevogn, og det registrerer jeg, fordi de går om bag busskurerne. Jeg tænker selvfølgelig ikke nærmere over det, men den ene var lav og spinkel, og den anden lidt højere med et stort skæg, fortæller hun, og uddyber:

- Der går fem minutter, og så kommer der en kvinde løbende, som råber og skriger noget i retning af "Hvad fanden laver i?!" Og så begyndte de bare at spille dumme. De kunne åbenbart ikke dansk. 

Men Maja Olund Raunstrup er ikke blevet afhørt af politiet.

Hun blev nemlig afvist, da hun ringede igår klokken 15.38.

Læs også Chokeret kvinde: Mand forsøgte at kidnappe mit barn

- Jeg ringede og fortalte situationen her. Så spørger telefondamen, hvad dag det er sket, og jeg svarer den 5. november. Hun kan så ikke finde sagen, så hun spørger, om jeg er sikker på, at sagen er blevet meldt til politiet, forklarer Maja om samtalen. 

Vi har talt med vidner, men hvis der er andre, så er vi selvfølgelig interesseret i at tale med dem

Politikommissær Bjørke Kirkegaard 

- Hun siger, jeg skal ringe, hvis jeg finder ud af, hvem gerningsmændene er. Jeg havde ikke nok oplysninger, til at hun kunne finde sagen. Men helt ærligt, hvor mange gange sker det lige, at der bliver stjålet en barnevogn i Viby Sjælland?, siger hun. 

Ved Midt- og Vestsjællands Politi vil man ikke kommentere på den enkelte henvendelse, men kommunikationschefen fortæller til TV 2 Lorry, at hvis tilfældet er som beskrevet, så har Maja Olund Raunstrup fået forkerte oplysninger. 

De er i nemlig i fuld gang med at efterforske sagen, og har allerede indhentet kameraovervågning og sikret DNA fra barnevognen. 

Vagthavende Bjørke Kirkegaard forsikrer, at politiet meget gerne hører fra vidner. 

- Vi har talt med vidner, men hvis der er andre, så er vi selvfølgelig interesseret i at tale med dem. De kan henvende sig direkte til politikommissær Martin Eise Eriksen på telefon 25 42 60 45