Verdens hurtigste Andrea: 10-årig stabler krus på lyntid

10-årig pige fra Frederiksberg sætter verdensrekord i at stable krus.

Til daglig går 10-årige Andrea Kristensen i 4. klasse på Duevejen Skole på Frederiksberg, men søndag stablede hun krus på rekordtid i Tyskland. Resultatet er, at Danmark har fået en ny verdensmester. 

Den nye verdensrekord blev sat ved verdensmesterskaberne i sport stacking i den tyske by Speichersdorf.

Den knapt så kendte sport går i korte træk ud på lynhurtigt at stable 9 eller 12 specialdesignede krus i forudbestemte sekvenser - og så stable dem ned igen. 

Andrea stablede 12 kopper i sekvensen 3-6-3 på 2,124 sekunder. Hun er den første dansker i sin aldersklasse, der har fået en single-verdensrekord.

Den 10-årige pige er langt fra kommet sovende til sin verdensrekord, lyder det fra hendes træner, Ann-Berit Klingenberg fra Københavns Sports Stacking Klub (KSSK).

- Hun træner en time til halvanden hver dag derhjemme, og så træner hun tre timer i klubben om søndagen, siger hun til TV 2 Lorry og fortsætter: 

- Jeg er meget glad over, at hun har vundet, men jeg er ikke overrasket, for hun har længe været på omgangshøjde med de bedste i hendes alderklasse. Men det er en bedrift i sig selv, at hun har kunnet styre nerverne i den her turnering, hvor der er stort pres.

Ved verdensmesterskaberne i Tyskland blev Andrea overvåget af to dommere og et kamera, mens omkring 500 tilskuere hujede og heppede.

10-årige Andrea har ifølge sin træner taget verdensrekorden med knusende ro.  

- Hun er selvfølgelig super glad, men hun har været meget uimponeret. Ingen får dog lov til at holde trofæet. Vi må godt røre ved det, men ikke holde, siger træneren med et grin.  

269 deltagere var tilmeldt VM-turneringen i Tyskland. 

TV2 Lorrys studievært Jesper Vorre Rasmussen udfordrede tirsdag topseje Andrea i Sport Stacking - se her, hvordan det gik. 

Hvad er sport stacking? 

- Sport Stacking er en sport, der handler om effektivitet, koncentration og tid. Sporten går i korte træk ud på at stable 9 eller 12 specialdesignede krus i forudbestemte sekvenser med lysets hastighed.
 
- 'Sport Stacking', 'Speed Stacking' eller 'Cup Stacking' stammer fra 1980'ernes Californien, hvor en gruppe elever begyndte at stable kakaokopper som en form for adspedelse i studielivet. En idrætslærer blev nysgerrig og gjorde spillet til en rigtig sport med udstyr, regler og konkurrencer.

- Man kan godt gå til Sport Stacking i Danmark, men der er kun to klubber: Københavns Sport Stacking Klub (KSSK) og Frederiksberg Sport Stacking Klub (FSSK)

Kilde: Københavns Sport Stacking Klub

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik