Vejarbejdere ønsker flere fotofælder: "Der må ikke ske drengene noget"

Dansk Byggeri opfordrer politiet til at intensivere fartkontrollen omkring vejarbejde for at sikre arbejdernes sikkerhed.

700 millioner kroner - så meget har politiets såkaldte ATK-vogne blitzet hjem til statskassen i 2016. Og mange af pengene kommer fra veje her i hovedstadsområdet. Hvilke veje, der topper listen, kan du se her.

At politiets fartfælder samler så mange penge ind, giver næring til mange bilisters kritik om, at ATK-vognene er rene pengemaskiner.

Men de mange bøder glæder Dansk Byggeri. De så endda gerne, at politiets indsats med fotovognene blev intensiveret - især omkring vejarbejde. For de høje hastigheder gør det ekstra farligt for dem, der arbejder langs vejene.

quote Det kan godt være noget problematisk, at de ikke tager hensyn til vores hastighedsnedsættelser, når vi laver dem. De viser direkte ikke hensyn til vores vejarbejdere.

Jørn Thomsen, formand

På Enghavevej i Sydhavnen er der blevet skiltet ned fra 60 til 40 kilometer i timen, mens Jørn Thomsen og hans kolleger fra Barslund arbejder i vejsiderne. Men det er der mange bilister, der ikke tager sig af.

- Det kan godt være noget problematisk, at de ikke tager hensyn til vores hastighedsnedsættelser, når vi laver dem. De viser direkte ikke hensyn til vores vejarbejdere, siger Jørn Thomsen, der er formand.

En bilist havde nær ramt dem

Barslunds vejarbejdere har arbejdet i flere måneder på strækningen, og de har flere gange oplevet farlige situationer som følge af for høj hastighed.

Som da en bil for nylig bragede ind i vejarbejdernes afspærringer. Selv om ingen kom til skade ved den episode, så sætter det sig alligevel i baghovedet hos dem, der arbejder i vejkanten.

- Vores afspærring var god, for han kom bare op at holde på autoværnet og ødelagde sin bil, men der var heldigvis ikke nogen af os, der kom til skade. Men vi skal være mere agtpågivende i forhold til vores arbejde. Og det besværliggør det jo også, ved at man går og har en idé inde i sit hoved om, at man går i en faresituation, siger Jørn Thomsen.

Dansk Byggeri vil beskytte vejarbejderne

Af den grund ser Dansk Byggeri da også gerne, at fotovognene i højere grad kom vejarbejderne til undsætning.

- Er der nok fokus på vejarbejde? Nej, det kan vi jo se, at det er der ikke. Går man ud og spørger de medarbejdere, der er derude, så føler de sig utrygge, og det er selvfølgelig fordi, at hastigheden ikke er bragt tilstrækkeligt langt ned, siger Niels Nielsen, direktør for danske anlægsentreprenører hos Dansk Byggeri.

quote Det er at være utryg hver dag, når man går på arbejde, sætter sig på sjælen i virkeligheden-

Niels Nielsen, direktør for danske anlægsentreprenører hos Dansk Byggeri

- Det er ikke kun, når der kommer buler i bilerne, at skaden sker. For den belastning, som det er at være utryg hver dag, når man går på arbejde sætter sig på sjælen i virkeligheden - og derfor er det også noget af det, der skal med i regnestykket, siger Niels Nielsen.

Københavns Politi har især fokuseret deres indsats med ATK-vognene på de 74 strækninger, som ligger højest i ulykkesstatistikken. Blandt andet på HC Andersens Boulevard, som også er den næstmest indbringende strækning i landet, hvor fotovognene sidste år snuppede fartsyndere for knap 28 millioner kroner. 

Har rykket politiet gentagne gange

Men Jørn Thomsen og hans folk kunne godt tænke sig, at politiet også beskyttede dem med vogne tæt på vejarbejdet. Barslund har nemlig gentagne gange anmodet politiet om at få en ATK-vogn ud for at nedbringe hastigheden, men - indtil videre uden held.

- Det er ikke særlig rart, vel. For man vil jo absolut ikke have, at der sker drengene noget nede på vejen. Det har vi tit i tankerne, siger Jørn Thomsen.

quote Det er ikke særlig rart, vel. For man vil jo absolut ikke have, at der sker drengene noget nede på vejen. Det har vi tit i tankerne.

Jørn Thomsen

Hos Københavns Politi siger vicepolitiinspektør Allan Teddy Wadsvorth-Hansen, at man løbende tager stilling til henvendelser, som den fra vejarbejderne i Sydhavnen.

- Nu kender jeg ikke den konkrete henvendelse, men hvis den er kommet ind, så har vi vurderet det, og det er ikke alle steder, vi kan komme til at holde med en ATK-vogn, for vi vil nødigt holde sådan, at vi kommer til ulempe for fare for trafikken. Men vi vil gerne være med til at sikre sikkerheden for vejarbejderne, og hvis en ATK ikke er løsningen, så må vi lave en laserkontrol eller sætte nogle af vores videobiler ind på strækningen, siger han.

Den seneste statistik fra Vejdirektoratet viser, at der fra 2011 til 2015 har været et fald i antallet af trafikulykker ved vejarbejder.

Alligevel var der i 2015 55 ulykker med personskade - heraf to dræbte.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik