Vanrøgtede hundes tilstande er kritisk - sådan kan du hjælpe

Foto: Dyrenes Beskyttelse

De 25 labradorhunde, der blev fundet vanrøgtet i Nordsjælland, er stadig i livsfare. Det fortæller lederen af Roskilde Dyreinternat.

- Det er tydeligt, at de ikke havde fået hverken mad eller drikke i flere dage. Vi må nu give dem mad i otte små portioner dagligt. Deres maver kan ikke tåle at få mad og drikke i større portioner.

Sådan siger Henrik Hertz, der er leder af Roskilde internat, til Frederiksborg Amts Avis. 

Læs også Ny stor hundesag: Udmagrede hvalpe med orm

Sagen omhandler i alt 25 vanrøgtede labradorhunde, der blev fundet udmagrede og forpinte hos en hundeopdrætter i Nordsjælland. 

Hundene blev fjernet i søndags af Nordsjællands Politi i samarbejde med Dyrenes Beskyttelse. Nu er der nyt i sagen. Tilstanden på de mange hunde er stadigvæk kritisk, men internatet håber på det bedste.

Det er desværre ikke ukendt, at så afkræftede hunde ikke overlever, selv om vi forsøger at føde dem op langsomt

Henrik Hertz, leder af Roskilde internat

- Det er desværre ikke ukendt, at så afkræftede hunde ikke overlever, selv om vi forsøger at føde dem op langsomt, siger Henrik Hertz til amtsavisen.

Ifølge avisen har ejerne af de 25 hunde boet på mindst fire forskellige adresser i Nordkystområdet med deres hunde. Ejeren til et af de sommerhuse, som hundejerne havde lejet, forsøgte forgæves at blive lukket ind i huset og få dem til at rejse.

Denne henvendelse fik de to hundejere til selv at finge til politiet, fordi de følte sig truede. Da politiet ankom, opfordrede de parterne til at løse striden ved et civilt søgsmål - men de så ingen tegn på misrøgtede hunde. 

Læs også Hundesag: Hjælpsomme danskere bestormer forening med tilbud

- Vi observerede intet, der tydede på, at der befandt sig misrøgtede hunde i sommerhuset, siger pressetalsmand for Nordsjællands Politi, Henrik Suhr, til Frederiksborg Amts Avis.

Henrik Suhr uddyber, at da politiet 10 dage senere blev tilkaldt til et nyt sommerhus, hvor parret boede. Her kunne politifolkene komme ind og se, i hvilken tilstand hundene var, hvorefter en dyrlæge og Dyrenes Beskyttelse blev tilkaldt.

Mange vil aftage hunde - men hjælp på en anden måde

Dyrenes Beskyttelse og Roskilde internat har gjort det klart, at det ikke er muligt at blive plejefamilie for de mange hunde, der er misrøgtede.

Alligevel kan man godt hjælpe dyrene. Dyrenes Beskyttelse mangler nemlig både hundetæpper, hunde-dækkener og aktivitetslegetøj. Hvis man ligger inde med den slags effekter kan de afleveres på Roskilde internat eller på sekretariatet på Alhambravej 15 på Frederiksberg.

Det er også muligt at støtte hunderedningsprojektet økonomisk. Det kan blandt andet gøres ved at sende en SMS med teksten HUND til 1277 - dermed søtter man med 50 kroner.