Som dreng gik David Sakurai i Frederiksværk og drømte sig væk med Marvel-tegneserier. Nu er en af hans største drømme gået i opfyldelse. 37-årige David Sakurai spiller skurk i den nye Marvel serie 'Iron Fist', som lige nu kan ses på streamingtjenesten Netflix.
- Det er kæmpe stort for mig. Jeg har været meget stor Marvel-fan, siden jeg var helt lille. Jeg er jo nærmest opvokset inde i Fantask (en boghandel med særligt mange tegneserier i København), siger skuespilleren til TV 2 Lorry.
Det er snart et år siden, at David Sakurai sendte sit bånd med optagelser af sig selv mod filmskaberne i Los Angeles. I august gik optagelserne i gang og, nu kan man finde serien på Netflix.
- Det var en surreaslistisk oplevelse, at gå rundt i Marvel-studierne. Det var en kæmpe drengedrøm, der gik i opfyldelse for mig, siger David Sakurai.
Inden optagelserne gik i gang, var han i træningscenter for at øve kamp-scernerne nøje.
- Det var hård træning fra 9 til 17, men jeg elsker sådan noget. Jeg har en baggrund inden for kampkunst, men skulle lære at slås med våben, forklarer han.
Stjerne i udlandet
Film har altid optaget David Sakurai, men modet til at turde at sige det højt og kæmpe for det, kom først for alvor, da han som 18-årig rejste til Japan, hvor hans far også er fra.
- Jeg har altid været dybt fascineret af film og vidst, at det var dér, jeg ville prøve at skabe mig en karriere. Jeg tog min skuespilleruddannelse i Japan, og har siden pendlet mellem Tokyo, Los Angeles, New York og København.
Og selvom du måske ikke føler, at du kender David Sakurai, så er han ganske stor i udlandet. I Japan har han spillet med i adskillige actionprægede film, mens han i Ungarn i 2015 havde en af hovedrollerne i landets største filmsucces nogensinde: ’Liza, the Fox Fairy’.
Og det er faktisk heller ikke første gang danskeren medvirker i en serie, der rammer Netflix. I 2012 spillede han med i den norske serie ’Lillyhammer’.
- Det er slet ikke fordi, at jeg ikke vil spille med i danske film, men interessen har bare været langt størrre fra udlandet, siger David Sakurai.
Første afsnit af Iron Fist havde premiere på Netflix 17. marts.