Udlændinge på tålt ophold vil ikke flyttes til Jylland

Udlændingestyrelsen skulle have sendt 24 udlændinge fra Nordsjælland til Kærshovedgård ved Ikast - men kun 10 er ankommet.

Udlændingestyrelsen begyndte i forrige uge at sende de første af 69 personer på tålt ophold afsted i minibusser fra Sandholmlejren i Nordsjælland.

Efter planen skulle der seks personer med hver bus. Men efter fire afgange er erfaringen dog, at under halvdelen dukker op på det tilsagte tidspunkt. Det skriver Jyllands-Posten.

quote Det er slet ikke i orden, at mennesker, som der skal holdes særligt øje med, forsvinder, mens de skal overflyttes.

Trine Bramsen, retsordfører

Der skulle nu have været flyttet 24 personer til det tidligere åbne fængsel Kærshovedgård ved Ikast i Midtjylland. Imidlertid er der kun ankommet ti.

I forbindelse med tålt ophold er der tale om udlændinge, der ofte er dømt for grov kriminalitet og udvist af Danmark. Efter de har afsluttet deres afsoning, kan de ikke sendes ud, fordi de risikerer forfølgelse i hjemlandet.

Udlændingeminister Inger Støjberg (V) har sagt, at hun vil gøre det utåleligt at være på tålt ophold i Danmark. Hun vil blandt andet sætte en stopper for, at en del af dem hidtil har levet normale familieliv i og omkring København.

Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen (S), opfordrer Inger Støjberg til at sørge for, at flytningerne bliver gennemført.

- Det er slet ikke i orden, at mennesker, som der skal holdes særligt øje med, forsvinder, mens de skal overflyttes. Der er tale om nogle personer, der er i Danmark under helt særlige vilkår, siger hun til Ritzau.

Retsordføreren henviser til en aftale, som regeringen, de borgerlige partier og Socialdemokratiet indgik i juni. Aftalen skal stramme vilkårene for personer på tålt ophold.

- Aftalen skal netop sikre, at der bliver holdt bedre øje med, hvor de her mennesker opholder sig. Vi har en forventning om, at når vi indgår en aftale, så fører ministeren den ud i livet, siger Trine Bramsen.

Inger Støjberg peger på, at hun i næste måned fremsætter et lovforslag, der udmønter denne aftale. Hun vil skærpe kontrol og straf for dem, der ikke overholder opholds- og meldepligten.

Dømmes udlændinge på tålt ophold for udeblivelse, skal de i fremtiden afsone en del af deres straf i elektronisk fodlænke på udrejsecentret Kærshovedgård, lyder det.

Samtidig forsikrer ministeren, at de personer, der er forsvundet i forbindelse med overflytningen til Kærshovedgård, nu er efterlyst af politiet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik