Antallet af registrerede handlede kvinder vokser, og det er især i København, de lever deres skyggetilværelse i skjul for myndighederne.
Ud af de 597 personer, der i perioden 2007 til oktober 2016 er vurderet til at være ofre for menneskehandel, er næsten halvdelen fra Nigeria.
Deltag i debatten
Første udsendelse i TV2 Lorrys serie "De Usynlige" havde premiere på TV2 Lorrys egen kanal, Lorry+ tirsdag.
Her gav to nigerianske menneskehandlede kvinder deres personlige beretninger om armod, tvang og voldtægt. Kvinderne skylder deres bagmænd flere hundrede tusinde kroner og bliver mod deres vilje fastholdt i prostitution i frygt for repræsalier.
Men hvad gør vi ved problemet? TV 2 Lorry satte onsdag aften fokus på problemet med debatudsendelsen "Menneskehandel i København - Hva' nu?" for at blive klogere på problematikken og få bud på, hvad der skal til for at stoppe trafikken af handlede kvinder og hjælpe dem, der er ofre for menneskehandel.
I TV2 Lorrys debatstudie inviterede vi vicepolitiinspektør, Jens Møller Jensen fra Københavns Politi, der til dagligt arbejder med at opklare sager om menneskehandel og rufferi og Michelle Mildwater, der er stifter af hjælpeorganisationen HopeNow.
Derudover kom to politikere: Liselott Blixt, der er medlem Ligestillingudvalget for Dansk Folkeparti og Sofie Carsten Nielsen, der er udlændingeordfører for Radikale Venstre.