Torsdag er Ubers skæbnedag: Er taxa-tjenesten ulovlig?

Torsdag afgøres det i landsretten, om taxa-tjenesten Uber er ulovlig i Danmark. Taxachaufførerne raser.

Torsdag er en skæbnedag for taxa-tjenesten Ubers fremtid i Danmark.

I juli blev to Uber-chuaffører dømt for ulovlig taxakørsel i Københavns Byret, men den dom blev anket, så torsdag skal Østre Landsret afgøre Ubers skæbne.

Det helt centrale er, om retten vurderer, at der er tale om samkørsel eller ulovlig taxakørsel. 

I august havde Københavns Politi sigtet 86 Uber-chauffører. 

 - Jeg synes, vi er godt på vej, og man kan jo håbe på, at den indsats vi har lavet indtil videre har en afskrækkende effekt på uber-chauffører, og at tallet dermed falder, sagde vicepolitiinspektør i Københavns Politi, Allan Wadsworth-Hansen til TV 2 Lorry i august. 

I blandt andet Sverige og Tyskland har Uber valgt at trække UberPOP-tjenesten af markedet efter nederlag i retten. 

Taxabranchen raser

Det er ingen hemmelighed, at taxabranchen ser ilde på Ubers kørsel i Danmark. De mener, at det skal have alvorlige følger, hvis tjenesten bliver dømt ulovlig torsdag. 

"En retsstat kan ikke på tredje år leve med, at en virksomhed konsekvent nægter at følge landets love. Der er p.t. ikke et folketingsflertal for at legalisere tjenesten, så nu må der skrides langt alvorligere ind over for Uber, end tilfældet har været indtil nu, ellers er Danmarks tid som retssamfund et overstået kapitel, skriver Brancheforeningen Taxiførere i Danmark i en pressemeddelelse. 

Mange skyder taxabranchen i skoen, at fejden skyldes misundelse, men sådan ser man ikke på det i Brancheforeningen Taxiøfrere i Danmark.

"Taxibranchen har intet imod konkurrence. God konkurrence er sund for enhver virksomhed, så vi hilser naturligvis Uber hjerteligt velkommen. Men vi må selvfølgelig stille den betingelse, at kørslerne skal ske på lovlig vis og på de vilkår, der er fastlagt i den danske lovgivning. Det burde give vel sig selv!, skriver organisationen. 

Stemningen mellem taxachaufførere og Uber-chaufførere har været så tilspidset, at TV 2 Lorry i august kunne fortælle om et slagsmål på åben gade mellem Uber-chauffør og taxachauffører. 

Taxachaufførerne spærrede vejen for Uber-chaufføren, mens de råbte "Uber er ulovligt". Politiet måtte holde parterne fra hinanden. 

Så meget billigere bliver en Uber-tur fra for eksempel Frederiksberg til Lufthavnen
Så meget billigere bliver en Uber-tur fra for eksempel Frederiksberg til Lufthavnen

 

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik