DF'er tiltalt for at lække fortrolige oplysninger om Omar el-Hussein

Finn Rudaizky er sigtet for at videregive personfølsomme oplysninger af privat karakter om Omar el-Hussein. Foto: Scanpix/Simon Skipper

Lokalpolitiker kræves idømt fængsel for at have givet fortrolige oplysninger om attentatmand til journalister.

Statsadvokaten i København har rejst tiltale mod Finn Rudaizky, der er medlem af Borgerrepræsentationen for Dansk Folkeparti.

Den mangeårige lokalpolitiker er tiltalt for at have lækket fortrolig data om Omar el-Hussein og den dræbte attentatmands familie.

Oplysningerne, som han ifølge anklagen skaffede i kraft af sin position i byrådet, skal han have givet til to journalister fra BT og Berlingske.

Det er vores opfattelse, at alle borgere har ret til fortrolighed. Det gælder også Omar el-Hussein og hans familie.

Anklager Søren Harbo fra Københavns Politi

Henholdsvis 8. og 12. marts 2015 blev de personfølsomme oplysninger gengivet i artikler i de to aviser, hævdes det.

Derfor er journalisterne sigtet for medvirken til den påståede forbrydelse.

Anklagemyndigheden påstår, at BT-journalisten dikterede spørgsmålene, som politikeren stillede til kommunens forvaltning 16. februar 2015.

Dagen forinden var Omar el-Hussein blevet dræbt i en skudveksling med Politiets Aktionsstyrke efter hans angreb i København 14.-15. februar. 

Læs også Pige om hyldest til Omar: - Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på

- Også Omar el-Hussien har ret til fortrolighed

Af anklageskriftet mod den 74-årige politiker fremgår det, at der var tale om personfølsomme oplysninger, herunder af rent privat karakter.

Informationerne omhandlede væsentlige sociale problemer og kriminelle forhold, hedder det.

Også i et andet tilfælde skal Finn Rudaizky have videregivet personfølsomme oplysninger til BT-journalisten og en kollega på avisen.

Derudover mener vi, at der er sket en krænkelse af det fortrolighedsforhold, der er mellem folkevalgte politikere og myndighederne.

Anklager Søren Harbo fra Københavns Politi

Igen var omdrejningspunktet den 22-årige Omar el-Hussein og hans familie.

Disse oplysninger kunne man angiveligt læse i artikler i BT 18. og 20. april 2015.

Anklager Søren Harbo fra Københavns Politi mener, at Finn Rudaizky bør straffes med fængsel.

- Det er vores opfattelse, at alle borgere har ret til fortrolighed. Det gælder også Omar el-Hussein og hans familie, siger anklageren.

- Derudover mener vi, at der er sket en krænkelse af det fortrolighedsforhold, der er mellem folkevalgte politikere og myndighederne, siger han. 

Læs også Skoleelev får fængselsstraf for trusler mod sin klasse

Nægter sig skyldig

Over for Ritzau afviser Finn Rudaizky at udtale sig om sagen. Hans forsvarer oplyser, at han nægter sig skyldig.

- På nuværende tidspunkt er det den eneste oplysning, vi vil give, siger advokat Henrik Stagetorn.

Finn Rudaizky har været medlem af Borgerrepræsentationen siden 1994.

I de første 11 år for Socialdemokraterne, men i 2005 meldte han sig ud af partiet og blev løsgænger. I 2008 blev han medlem af Dansk Folkeparti.

Den erfarne politiker er desuden jøde og tidligere formand for Det Mosaiske Trossamfund.

Retssagen mod Rudaizky indledes i Københavns Byret 18. januar og vil strække sig over fire retsmøder.