Succes: Skole i Gribskov kan kalde sig landets bedste

På Helsinge Realskole bliver eleverne markant dygtigere, end hvad man kunne forvente sig af dem.

Den skole, som sidste år var bedst til at løfte eleverne mest fagligt i forhold til deres socioøkonomiske baggrund, er Helsinge Realskole i Gribskov Kommune. 

Det skriver Berlingske torsdag. 

Eleverne fik her 1,4 højere gennemsnitskarakter ved den afsluttende eksamen, end hvad Undervisningsministeriet forventede på baggrund af deres profil, viser en undersøgelse af landets folkeskolers, frie grundskolers og efterskolers undervisningseffekt, som den borgerlige-liberale tænketank CEPOS har foretaget. 

- Det er noget, vi arbejder med hver eneste dag, og én af vores kerneværdier er vores faglighed. Det vigtigste for os er, at den enkelte elev får mest muligt ud af sit potentiale. Derfor er jeg stolt, glad og enormt ydmyg, for det er mange mennesker, der løfter en stor opgave for at vi kan få den placering, siger skoleleder Jeppe Møller Tobberup til Berlingske. 

Landets bedste skoler

Helsinge Realskole - Gribskov
Brenderup og Omegns Realskole - Middelfart
Dyhrs Skole - Slagelse
DIA Privatskole - København
Ahl International School - København
Atheneskolen - Gladsaxe
Iqra Privatskole - København
Skals Efterskole - Viborg
Greve Privatskole - Greve

Han fremhæver skolens særlige evne til at kigge på den enkelte elevs kunnen, som en særlig årsag til skolens succes. Der bliver nemlig gjort en ekstra indsats for at få eleverne til at præstere bedst muligt, siger han til avisen. 

Det er målt på selve undervisningseffekten, at Helsinge Realskole er landets bedste. Det vil sige, at skolens evne til at løfte eleverne fagligt set i forhold til blandt andet forældrenes uddannelsesniveau, placering i søskendeflokken og etnicitet. 

Analysen er baseret på tal fra Danmarks Statistik og Undervisningsministeriet, og samlet set konkluderer tænketanken, at det er landets frie grundskoler, som løfter eleverne mest fagligt, mens folkeskolerne løfter eleverne det forventelige, og efterskolerne samlet set ikke formår at løfte fagligheden.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik