Succes: Ledige får jobs i Sverige

Helsingør Kommune har hjulpet egne arbejdsløse med at finde jobs på den anden side af vandet og det er en spirende succes.

Helsingør Kommune glæder sig over, at en håndfuld lokale ledige netop er blevet snuppet af en svensk virksomhed efter et succesrigt projekt med HH-samarbejde.

 - Det er jo klart, at hvis vi betragter Helsingørs opland og Helsingborgs opland som et nærområde, også i forhold til arbejdsmarkedet, så er det jo meget smartere, fordi det er langt større end bare Helsingør, siger Allan Berg Mortensen fra Enhedslisten, formand for Helsingør Byråds beskæftigelsesudvalg.

Den erkendelse kan tre helsingoranere glæde sig over hver dag, hvor de skal på arbejde. De stod nemlig uden arbejde for kort tid siden.

Men nu skal de tage færgen til Helsingborg dagligt for at passe deres arbejde på et helsingborgsk virksomhed.

Forhistorien er, at en virksomhedskonsulent i Helsingør Kommune havde inviteret 26 lokale ledige fra den jobparate pulje til en såkaldt speeddating mellem dem og den svenske virksomhed Convergys - med cirka 220 ansatte i Helsingborg, der arbejder med kundesupport til rejse- og hotelovernatningskøbere i de nordiske lande.

19 ledige dukkede op. Og efter en række korte jobsamtaler blev over halvdelen af dem inviteret til en yderligere jobsamtale og en test hos Convergys i Helsingborg. Efterfølgende hyrede virksomheden tre af de Helsingør-ledige, og måske bliver der tale om flere ansættelser.

- Vi fik en fin modtagelse ved besøget på Jobcenter Helsingør og mødte mange interesserede kandidater. Af dem fik flertallet en chance for at komme til jobsamtale og tests hos os allerede i løbet af et par dage, og nogle er allerede blevet ansat hos os. Vi er glade for det gode samarbejde med jobcentret i Helsingør og ser frem til at fylde vores danske team med flere af deres kandidater, forklarer Elin Holm, rekrutteringsansvarlig hos Convergys i Helsingborg, til Helsingør Dagblad.

I Helsingør Kommune har det danske-svenske samarbejde skabt begejstring. Også derfra håber man, at der er flere muligheder for jobs på den blågule side af Øresund.

- Vi har været helt oppe og køre. Og der kan godt komme flere jobs end de tre, som der indtil videre er skabt… Vi kunne godt tænke os at styrke samarbejdet og åbne jobcentret op for, at man kan bruge os på den måde, som det er sket her. Convergys skulle bruge nogle til kundeservice på det danske marked, siger Henrik Weiss, virksomhedskonsulent i Helsingør Kommune.

Kommunen havde ikke krævet af de 26 ledige, at de skulle deltage i speeddatingen med Convergys. Det var et overlagt fravalg

- For os var det en stor succes, at så mange af de ledige frivilligt mødte ind. Det var helt bevidst, at vi ikke havde krævet, at folk skulle komme, for det ville være spild af de lediges tid og virksomhedens tid. Så det var kun de virkelig interesserede, der var til stede. Og man kunne mærke energien i lokalet, siger Henrik Weiss.

Weiss overvejer nu at etablere flere speeddating-arrangementer - gerne med svensk deltagelse fra virksomheder på jagt efter nye medarbejdere. Udvalgsformand Allan Berg Mortensen er med på den tanke.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik