Stressede indbrudstyve dropper i stigende grad Nordsjælland

Der er stadig alt for mange, der oplever indbrud, men nye tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af indbrud i Nordsjælland fortsat er faldende.

Ifølge nye tal fra Danmarks Statistik blev der i Nordsjælland anmeldt 737 indbrud i private hjem i årets andet kvartal. Det er et fald på over 12 pct. sammenlignet med samme periode sidste år.

- Det er rigtig glædeligt, at det går i den rigtige retning med indbrudstallene. I Nordsjælland har vi sat massivt ind overfor indbrud. Vi har indgået et samarbejde med Bo trygt!, som betyder, at vi går til det præventive arbejde på en ny måde med oplysning i centrum, og vi har afholdt nogle meget velbesøgte borgermøder. Vi kan helt tydeligt mærke, at det har skærpet borgernes interesse for Nabohjælp og indbrudsforebyggelse, men der er stadig et uforløst potentiale i forhold til indbrudsforebyggelse i Nordsjælland, og det vil vi gerne gøre noget mere ved, siger Carsten Spliid, der er politiinspektør i Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse. 

TrygFonden, Realdania, Bolius og Det Kriminalpræventive Råd (DKR) står bag indsatsen Bo trygt!, der har som målsætning at reducere antallet af indbrud i private hjem fra over 30.000 til under 10.000 om året. For målt pr. indbygger sker der omkring tre gange så mange indbrud i private hjem i Danmark som i Sverige, Norge og Tyskland, og tanken om indbrud i eget hjem gør hver fjerde dansker utryg. Heldigvis er der meget, man selv kan gøre, fortæller Britt Wendelboe.

Tabellen viser antallet af indbrud i Nordsjælland de seneste fem år. 

Q1Q2
20191050737
20181168840
20171423799
20161827877
20151247809

- Det, en tyv er allermest bange for, er at blive set, og vi anbefaler, at man nu hvor hækkene er ved at være afblomstrede finder hækkesaksen frem og klipper hækken ned. For så giver man naboerne mulighed for at kigge ind og forstyrre en tyv, der er på vej på arbejde. Hvis man ovenikøbet sætter lys med sensorer op, så vil tyven have meget sværere ved at få arbejdsro – også i aften- og nattetimerne, siger Britt Wendelboe.

Sommerferien er en travl tid for indbrudstyvene

Rigtig mange indbrud sker i ferierne, og derfor kan det være en rigtig god idé at sikre sit hus og tilmelde sig Nabohjælp, inden man drager afsted. Der er 280.000 nabohjælpere i Danmark, og tallet stiger hele tiden.

- Der sker typisk mange indbrud i juli måned, men gode naboer er en af de bedste måder at beskytte sig imod tyven på. Naboer, der hilser på ukendte ansigter og spørger ind til deres ærinde på vejen, stresser en indbrudstyv, og vi ved, at aktiv nabohjælp kan forhindre op til hvert femte indbrud. Derfor er vi ekstra glade her i sommerferien for de mange nabohjælpere over hele landet, siger Emilie Birk Jørgensen, der er analytiker i Det Kriminalpræventive Råd.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik