Stor prisforskel på vuggestuer i Dragør og Tårnby

Dragør deler kommunegrænse med Tårnby, men alligevel er der små 800 kroners forskel på de to kommuners vuggestuepriser.

I Dragør Kommune koster en vuggestueplads 3850 kr. om måneden inkl. frokost. Sammenligner man med en vuggestue i Tårnby Kommune koster det derimod 3.088 kr. at få sit barn passet hver måned.

Søren Drost, som er far til to, var glad for, at hans børn kunne komme i en institution med pasningsgaranti, da han flyttede til Dragør fra Københavns nordvestkvarter med sin familie.

Alligevel undrer han sig over den store kommunale forskel.

- Vi valgte at købe et hus, der hvor vi gerne ville bo, og så vi måtte betale, hvad det kostede. Man har jo ikke så meget et valg. Alligevel tænker jeg også, at det ikke kan være så meget dyrere at drive institution i Dragør end i Tårnby.

Ifølge Dragør Kommune skyldes prisforskellen, at kommunens vuggestuer har en høj kvalitet.

- I forhold til kvaliteten er vi 2,9 barn per voksen, hvor der er i Region Hovedstaden er 3,5 barn per voksen. Så vi har en langt bedre normering end andre institutioner og kommuner.

- Og så har vi en højere andel af uddannet personale. 60 procent af vores personale er pædagoger, ligesom vi også har flere kvadratmeter per barn, siger formand for Børne-, Fritids- og Kulturudvalget i Dragør Kommune, Kenneth Gøtterup (Kons.), til TV 2 Lorry.

Vil du vide, hvad prisen er i din kommune, så klik her.

God kvalitet i Tårnby

Selvom prisen er noget billigere i Tårnby Kommune, betyder det ifølge en forælder ikke, at kvaliteten er dårlig i kommunens vuggestuer.

Louise Christensens søn Adam går i Vuggestuen Angolavej i Tårnby, og hun er godt tilfreds med institutionens kvalitet og mener, at kommunen generelt har et godt børnery.

Derfor kan hun også glæde sig over, at hun betaler en lavere takst end vuggestueforældrene i Dragør.

-Det er da dejligt for os, men det er da ærgerligt for forældrene i Dragør. For jeg synes, at de gør det rigtigt godt, med de midler, som de har her.

Dagpleje billigere end gennemsnittet

Det er imidlertid ikke alle pasningstilbud, hvor Dragør Kommune er dyrest. Hvis dit barn passes i dagpleje ligger prisen nemlig under gennemsnittet i forhold til resten af TV2 Lorrys sendeområde.

Tidligere dagplejemor i Dragør Kommune, Maj Britt Andersson, mener, at det nære miljø i dagplejen vægter højt i forældres valg af pasningstilbud. Samtidig kan prisforskellen også have indflydelse på forældrenes valg af institution:

- Det er dyrt at bo herude. Husene er dyrere og man skal eksempelvis have en bil for at komme frem og tilbage, så jeg tror godt, at der er nogen som ville vælge dagplejen til, fordi vuggestuen er en så stor udgift.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik