Stofrum og pissoir: Borgmester går ind i sag om gyde

Fritidsborgmester vil kigge på relation til nærliggende bar og diskotek - og arbejde for mere overvågning på stedet.

- Det skal ikke foregå i vores by. Folk skal opføre sig ordentligt, og der skal gøres noget ved det.

Sådan lyder det fra Københavns fritids- og kulturborgmester Carl Christian Ebbesen, efter at TV 2 Lorry mandag kunne dokumentere, at en gyde på Nørrebrogade i stort omfang bliver brugt som toilet og stofrum.

Aktiviteterne i gyden ved Nørrebrogade 182 skaber uro og betyder, at beboerne i boligforeningen ikke kan bruge porten torsdag, fredag, lørdag.

Borgmesteren vil nu bede Københavns Politi om at redgøre for, om der er en sammenhæng mellem livet i gyden og den nærtliggende beværtning, Drone.

- Som formand for bevillingsnævnet er jeg nødt til at kigge på, om der er en sammenhæng mellem det, der foregår på Drone bar og det, der foregår her, siger Carl Christian Ebbesen og fortsætter:

- Hvis der virkelig foregår de her ting, og det har relation til selve Drone bar, så kan man kigge på, om man fratage bevillingen.

Han fortæller, at kommunen har modtaget klager fra beboere i området, der fortæller, om problemerne med uro, stoffer og pisseri i gyden er vokset. 

En lokal beboer har lavet flere videoer, der dokumenterer livet i gyden i weekenderne. 

Borgmester vil arbejde for videoovervågning

Borgmesteren har selv et forslag til, hvordan man kan få stoppet aktiviteterne i gyden ved Nørrebrogade 182 - nemlig at sætte kameraer op.

- Det har vi gjort ved Nørrebrohallen, hvor der var rigtig mange, der stod og solgte stoffer lige ud foran indgangen. Efter vi satte kameraovervågning op der, er det flyttet eller fjernet, og det kunne man også gøre her, og det vil jeg gerne arbejde for, siger borgmesteren til TV 2 Lorry.

Drones ejer, Rasmus Poulsen, siger tirsdag til TV 2 Lorry, at han bifalder opsætning af overvågningskamera. Samtidig påpeger han, at han er i dialog med politiet omkring situationen. Han vil blandt andet få sine dørmænd til at holde et ekstra vågent øje med gyden.

Kan man ikke bare flytte porten?

Da TV 2 Lorry tirsdag besøger gyden sammen med borgmesteren, nævner han selv, at det ville være en god idé at flytte porten ud til Nørrebrogade. Det samme har mange foreslået på TV 2 Lorrys facebookside.

En flytning af porten har da også været på dagsordenen til flere generalforsamlinger, melder boligforeningen. Herfra lyder det dog, at man ikke bare kan rykke porten ud til kantstenen, da en butik har udstillingsvindue ud til gyden. Samtidig er det, ifølge bestyrelsesmedlem i boligforeningen, Rasmus Risgaard, dyrt at flytte porten. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik