Støøøøøj: Overborgmester vil skrue ned for larmen i nattelivet

Foto: Scanpix

Københavns Overborgmester, Frank Jensen, og et flertal på Københavns rådhus vil nu bremse støjniveauet i Københavns natteliv.

Alene i 2016 har københavnere klaget over 1000 gange til kommunen. 

København skal stadig være en by med et levende natteliv, men det skal være muligt for beboerne at færdes i tryghed og sove om natten uden at drukne i støj, møg og ballade.

Københavns Overborgmester, Frank Jensen, Socialdemokratiet

Byens natteliv støjer nemlig så meget, at det generer. Nu vil Københavns Overborgmester, Frank Jensen, Socialdemokratiet have sat bremsen i. 

- Vi har brug for, at der bliver skruet ned for volumen i nattelivet. København skal stadig være en by med et levende natteliv, men det skal være muligt for beboerne at færdes i tryghed og sove om natten uden at drukne i støj, møg og ballade, siger Frank Jensen i en pressemeddelelse. 

Et flertal i Københavns Borgerrepræsentation står nu bag borgmesteren om at skrue ned for støjen. Flertallet kan pålægge Kultur- og Fritidsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen at lave en plan for, hvordan generne fra nattelivet kan nedbringes. 

Læs også Schh: Kampagne skal dæmpe støj i nattelivet

Indre By, Indre Nørrebro og Islands Brygge er hårdest ramt

Støjgener er størst i Indre By, Indre Nørrebro og på Islands Brygge. 
I 2014 modtog man 687 klager.
I de første seks måneder af 2016 modtog kommunen over 1000. 
Der er indført et stop for 05-bevillinger i Nørre Kvarter og Ravnsborggade på grund af støjgener, men der er ikke stop for 02-bevillinger. 
Siden 2010 er antallet af tilladelser til  udendørsarrangementer over hele byen steget med 67 procent. 

Stop for bevillinger efter klokken 00.00

Udvalgene skal blandt andet se på at sætte en stopper for bevillinger efter klokken 00.00 i støjgenerede områder som Indre By, Indre Nørrebro samt Islands Brygge, der lige nu er hårdest ramt. 

Vi skal tage en hård opbremsning og tænke os rigtig godt om i forhold til flere natbevillinger.

Københavns Overborgmester, Frank Jensen, Socialdemokratiet

Derudover skal de mest larmende events spredes, så de samme områder ikke bliver ramt igen og igen. Man ønsker mere renlighed i gaderne, en udbredelse af kommunens støjtilsyn i nattelivet, og så vil kommunen henvende sig til regeringen for mulighed for at slå hårdere ned på virksomheder, der ikke overholder eksempelvis støjreguleringer. 

- Første skridt er at sikre, at problemerne ikke vokser. Vi skal tage en hård opbremsning og tænke os rigtig godt om i forhold til flere natbevillinger, oprydning og at sprede arrangementer rundt i byen, så de ikke alle sammen finder sted de samme steder. Næste skridt er, at mindske generne, siger Frank Jensen. 

Læs også Forslag: Nyt korps skal hjælpe støjplagede københavnere