Spiser man kålpølse i Nordsjælland? Brugerpanel skal bedømme ældremad i Gribskov

Foto: Jette Schnack Petersen, Facebook

Et nyt kontrolpanel af borgere, repræsentanter fra kommunen, Ældrerådet og Det Danske Madhus skal sikre indbydende ældremad i Gribskov.

- Måske skulle en kålpølse ikke på menuen i Nordsjælland. 

Vi er faktisk på jagt efter nye borgere til vores brugerråd

Lone Teglbjærg, Gribskov Kommune

Sådan siger Lone Teglbjærg, kvalitets- og udviklingschef i Gribskov Kommune, til TV 2 Lorry. 

Pølsen blev serveret med hamberryg, flødestuvet grønkål samt brune og hvide kartofter nytårsaften til kommunens ældre, men havnede i en sand shitstorm på Facebook, hvor den sønderjyske ret blev kaldt både uappetitlig, klam og svinefodder. 

-  Men så alligevel kan vi jo se, at nogle har bestilt retten, fordi de har ønsket specifikt den menu. Mad er en individuel oplevelse, og derfor er det godt lave mere brugerinddragelse. For hvad spiser man egentlig i vores område?, siger hun.

Læs også Ældres nytårsmad i shitstorm: "Det ligner sgu svinefoder"

Gribskov Kommune har nemlig besluttet, at et såkaldt brugerråd bestående af borgere, repræsentanter fra kommunen, Ældrerådet og Det Danske Madhus skal være med til at sikre, at alle fremtidige retter fremstår indbydende og vækker appetitten. 

Det er en af konsekvenserne af et nyligt afholdt møde mellem kommunen og leverandøren af ældremad, Det Danske Madhus, oven på den omdiskuterede nytårssag.

Der skal både være borgere, som modtager maden, og som ikke modtager maden, og tanken er, at kostrådet skal mødes, hver gang Det Danske Madhus ændrer menuen, så maden kan drøftes og evalueres. 

Læs også Borgmester i Gribskov vil spise de ældres mad resten af januar

- Vi er faktisk på jagt efter nye borgere til vores brugerråd, fortæller kvalitetsschefen til TV 2 Lorry. 

Kommunen leder efter borgere både fra Helsinge, Græsted og Gilleleje, så hele egnen bliver dækket ind. 

- Det er vigtigt, at det er nogle mennesker, som har ideer til, hvordan vi kan gribe tingene an på en anden måde. 

Det Danske Madhus vil selv tage kontakt til en række ældre, der får maden leveret dagligt, men andre interesserede og madglade borgere kan henvende sig til Gribskov Kommunes Center for Social og Sundhed. 

03:28

Se tidligere nyhedsindslag om nytårsmenuen, der kom i modvind

Luk video