Pionererne på havnen: Som at være på ferie hver dag

400 beboere er flyttet ind i Køges helt nye og eneste bydel med havudsigt på Søndre Havn. For få år siden var den en forladt industrigrund.

Jan og Janne Bendixen var nogle af de første, der kunne rykke ind i en af de nye lejligheder på Søndre Havn i Køge. Selvom byen ligger lige ud til Køge Bugt, er det første gang, at der bliver bygget boliger med havudsigt i byen. Parret boede tidligere i et typisk parcelhus, og her et år efter kan de næsten ikke genkende deres liv.

quote Vi er kommet meget tættere på naturen

Jan Bendixen, Pioner på Søndre Havn

- Vi er begyndt at se flere mennesker privat, ligesom vi har haft opgang-dag, så det er et helt andet samfund, når man flytter ind i et lejlighedsbyggeri i forhold til et parcelhuskvarter. Vi er kommet meget tættere på naturen, blandt andet med daglige gåture på stranden, engen og ovre ved køerne. Det er fantastisk og noget vi aldrig gjorde, da vi boede i Karlslunde, fortæller Jan Bendixen.

Forvandlingen af Søndre Havn fra industrigrund til beboelseskvarter er en del af den byudvikling, der blev sat i gang af Realdania By og Byg og Køge Kommune for ti år siden under navnet Køge Kyst. Planen skal løfte byen både for dem, der kommer for at handle og for dem, der vil bo sammen med andre tæt på byen, vandet og naturen.

Fokus på fællesskab

Et af de særlige byggerier er Fællesbyg, der er skabt af Selskabet for Billige boliger, Køge Kyst og arkitektfirmaet Vandkunsten. Det er et boligfællesskab, hvor beboerne selv står for meget af byggeprocessen. De er med til at tegne fællesarealer og indrette deres egne lejligheder, og medlemmerne skal også selv gøre arbejdet for at få lejlighederne solgt.

Familien Lundin fra Nørrebro glæder sig til at få mere plads i Køge
Familien Lundin fra Nørrebro glæder sig til at få mere plads i Køge
Foto: TV 2 Kosmopol

Børnefamilien Lundin, med far, mor og to børn i en alt for lille lejlighed på Nørrebro, er nogle af dem, der har reserveret en lejlighed i Fællesbyg. 

quote Jeg tror det er første gang, vi er blevet enige om et sted at bo.

Carsten Lundin, Fællesbygger 

- Vi er ikke rigtig til sådan villa og vovse og ligusterhæk. Vi har været rundt og kigge forskellige steder, men intet har fanget os. Tilfældigvis faldt Carsten så over Fællesbyg, fortæller Ann-Christina Lundin.

- Ja, jeg så et opslag om et byggeri, hvor man selv havde medindflydelse og fællesskab. Så mødte vi nogle af de andre fællesbyggere og kunne mærke, at der var en god ånd og stemning omkring projektet, og en masse muligheder. Jeg tror det er første gang i de snart 14 år, vi har været sammen, at vi har kunnet opnå enighed omkring et sted at bo, griner Carsten Lundin.

Dokumentarserien Købstad med Vokseværk

Køge gennemgår en stor forvandling i de her år, nye kvarterer er skudt op og nye broer forbinder havn og centrum. 
TV 2 Lorry har fulgt projektet gennem to år gennem op- og nedture i et eksternt samarbejde med Wasabi Film og Realdania By og Byg.

 

Se alle fire programmer i dokumentarserien 'Købstad med Vokseværk' her. 

 

Program 3:4 har premiere på Kanalen d. 29. januar kl. 20:55.

By forvandlet til sjælden natur

Boligerne i Søndre Havn ligger ud til en strandeng. Det er et stykke vild natur mellem lejlighedsblokkene og sandstranden. Strandengen er blevet genskabt og udvidet som en del af byggeprojektet, dels som en buffer mod oversvømmelser fra havet, dels som en særlig attraktion i den nye bydel.

quote Jeg kan ikke komme I tanke om andre gange, hvor man har gjort et byareal til naturområde

Frederik Jensen, Botaniker

- Kun 1% af Danmarks areal er strandeng. Det specielle er, at den engang imellem bliver overskyllet med vand fra havet. Det gør, at der kan leve nogle planter, som kan tåle salt, og at der kommer nogle helt specielle plantesamfund på strandengen, som man ikke ser andre steder, fortæller ornitolog Erik Mandrup, der laver rundvisninger i området.

Den nye strandeng mellem boligerne og havet på Søndre Havn
Den nye strandeng mellem boligerne og havet på Søndre Havn
Foto: TV 2 Kosmopol

-  Jeg kan ikke komme I tanke om andre gange, hvor man faktisk har taget et byareal og gjort det til et nyt naturområde. Det plejer at være den anden vej, konstaterer hans makker, botaniker Frederik Jensen.

Strædet deler Køge

I alt udvikles tre områder i Køge. Ud over Søndre havn er det Collstropgrunden, som bliver et nyt erhvervsområde, og så Stationsområdet, Køges nye handelskvarter. Strædet er områdets centrale strøg med kædebutikker, restauranter og en ny biograf. Stationsområdet er det byggeri i projekt Køge Kyst, som har mødt mest modstand fra det oprindelige Køge.

- Problemet ved Strædet er, at det har fuldstændigt de samme butikker som i alle andre centre. Det tilfører ikke noget nyt og spændende til byen. Det er det samme, som når vi går i Fields, Fisketorvet, Waves, City 2 eller Glostrup Centret, mener Casper Niebur, der driver jeansbutikken "House Pioneer" i Køges gamle bykerne. 

quote Problemet ved Strædet er, at det har de samme butikker som i alle andre centre.

Casper Niebur, Jeansbutikken "House Pioneer"

Det nye butiksområde strækker sig over 42.000 m2. Inden Strædet kom, var der ingen kædebutikker i den gamle købstad. 

Inden Strædet kom, havde Køge ikke plads til større kædebutikker
Inden Strædet kom, havde Køge ikke plads til større kædebutikker
Foto: TV 2 Kosmopol

- Køge har været en handelsby siden 1200-tallet med gamle købmandsgårde. Den bykerne og identitet ønsker vi at bevare, og det betyder begrænsninger på butikkernes størrelse. I Strædet er restriktionerne væk, og det har givet et større vareudbud og varer, der måske appellerer mere til et yngre publikum, vurderer Søren Storgard. Han er formand for foreningen Køge Handel, som arbejder for at binde de to bydele sammen.

Omkring halvvejs

Selvom forandringerne er tydelige i Køge, er udbygningen langt fra slut.

-  Vi har solgt cirka halvdelen af de arealer, vi har i Køge Kyst, og det tager nok 10 år endnu, inden vi er i mål med hele opgaven, vurderer projektdirektør Tove Skrumsager Frederiksen.

Projektdirektør Tove Skrumsager Frederiksen vurderer, at projekt Køge Kyst er i mål om ca. 10 år.
Projektdirektør Tove Skrumsager Frederiksen vurderer, at projekt Køge Kyst er i mål om ca. 10 år.
Foto: TV 2 Kosmopol

Gense det glade øjeblikke her, da Jan og Jane Bendixen overtager deres nye hjem

Tre bygninger er opført, og næsten 400 beboere er flyttet ind på Søndre Havn. Når bydelen står færdig, vil her efter planen bo 4000. Ægteparret Bendixen købte ind på en drøm, men glæder sig hver dag over at have taget springet.

quote Jeg er glad hver dag, og jeg flytter ikke herfra

Janne Bendixen, Pioner på Søndre Havn

- Alle vores ønsker er blevet indfriet ved at bo her. Jeg er glad hver dag, og jeg flytter ikke herfra, slår Janne Bendixen fast.

- Næh, og som jeg nogle gange siger, når vi sidder på altanen: Selvom der er gået et år, så har jeg det altså stadigvæk lidt som om, jeg er på ferie, føjer Jan Bendixen til.

Projekt Køge Kyst

Udviklingsprojektet Køge Kyst omfatter 24 hektar, fordelt på Søndre Havn, Stationsområdet og Collstrupgrunden.

Omkring halvdelen af arealet er solgt.

Planen giver mulighed for 4000 nye boliger og 4000 nye arbejdspladser. 

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik