Solrød-borgmester møder DSB om problemer på Køge Bugt-banen

Foto: Jens Nørgaard Larsen / Scanpix

Køge Bugt-banen er ramt af store driftsproblemer. Mandag mødte Solrøds borgmester direktøren fra DSB til en snak om en driftsikker Køge Bugt-bane.

"Vi forstår jeres kritik og arbejder på at gøre det bedre - på de områder, hvor det står i vores magt."

Sådan lød hovedbudskabet fra DSB, da Solrød Kommunes borgmester Niels Hörup (V) mandag eftermiddag mødtes med DSBs administrerende direktør Flemming Jensen og DSBs kommunikationsdirektør Lars Kaspersen.

Omdrejningspunktet for mødet var at få svar på, hvornår borgerne på Køge Bugt-banen igen kan forvente stabil drift på den problemplagede S-togsbane.

Ved mødet erkendte DSB driftsproblemerne, som de ønsker at forbedre. Alligevel påpegede direktørerne for statsbanerne, at driften på banen står og falder med Banedanmarks signalsystem. 

Læs også Borgmester til minister: Banedanmark må kompensere pendlere

Med til mødet havde Solrødborgmesteren havde taget beretninger fra en række utilfredse pendlere og spørgsmål fra Solrød Kommunes Facebook-brugere, ligesom DSBs egen driftsstatisik var medbragt.

Dokumentationen og klagerne dannede tilsammen grundlag for dialogen mellem parterne.

- Jeg oplevede en meget lydhør DSB-ledelse, som godt ved, at vi har oplevet ekstraordinært mange driftsforstyrrelser på Køge Bugt-banen, og at folk er ved at være godt trætte af det – ikke mindst fordi problemerne har været så massive efter sommerens sporarbejde, der jo ellers skulle gøre driften mere stabil, siger borgmester Niels Hörup i en pressemeddelelse.

DSB erkendte, at S-togs-strækningen til Køge er hårdt ramt, og at de ikke har formået at leve op til deres egne mål om rettidighed.

00:32

Se TV 2 Lorrys indslag om rekordforsinkelser på S-togene. Her skyldtes forsinkelserne i høj grad sofware-problemer på S-togene.

Luk video

Derfor lovede statsbanen, at de vil iværksætte en plan for forbedring på de områder, hvor de selv kan blive bedre. Det indbefatter blandt andet en række konkrete initiativer, så pendlerne bliver bedre informeret på inforskærmen, rejseplanen.dk og højttalerne på perronerne.

Signalproblemer er Banedanmarks hovedpine

- Jeg anerkender fuldt og helt, at DSB er afhængig af, at tingene fungerer hos Banedanmark, og når kun 25 procent af de driftsforstyrrelser, pendlerne oplever, skyldes DSB, så er det jo svært for dem alene at sikre stabil drift, siger Niels Hörup og fortsætter:

- Men som pendler er man i vid udstrækning ligeglad med, hvem der er skyld i problemerne, man vil bare have den velfungerende service, man betaler for, siger Niels Hörup, som nu vil mødes med Banedanmark for at høre, hvor man igen kan regne med tog til tiden på Linje E til Køge. 

Læs også S-tog: Store forsinkelser på flere linjer

- Jeg ved, jeg taler på mange af borgmestrene på Køge Bugt-banens vegne, når jeg siger, at vi ikke kan leve med så ustabil en drift. Vores borgere er afhængige af S-toget for at kunne komme på arbejde til tiden og nå hjem at hente børn, inden daginstitutionerne lukker, og det kan de ikke være sikre på, sådan som S-togene kører i øjeblikket. Banedanmark bliver nødt til at fremlægge en målrettet og konkret plan for, hvordan de vil sikre stabile signalanlæg, så vi får tog til tiden, siger Niels Hörup.

Jeg ved, jeg taler på mange af borgmestrene på Køge Bugt-banens vegne, når jeg siger, at vi ikke kan leve med så ustabil en drift

Niels Hörup (V), borgmester i Solrød Kommune

Banedanmark: Vi har haft en del børnesygdomme

Ifølge Banedanmark skyldes en stor del af de driftsforsinkelser, som har været, at man i øjeblikket er ved at udrulle et nyt signalsystem på S-togsnettet.

- De udfordringer vi har haft er, at vi har taget et nyt signalsystem i brug. Det har voldt nogle problemer, som vi ikke kunne forudse, og der har været en del børnesygdomme også, som har skabt mange forsinkelser, siger Claus B. Christiansen, som er sektionschef i Banedanmark.

Han anerkender, at der har været store driftsforstyrrelser, som primært har ramt Køge Bugt-banen.

Vi har fuld forståelse for de problemer, som pendlerne og brugerne har haft på Køge Bugt-banen, og det er selvfølgelig dybt beklageligt

Claus B. Christiansen, sektionschef i Banedanmark.

- Vi har fuld forståelse for de problemer, som pendlerne og brugerne har haft på Køge Bugt-banen, og det er selvfølgelig dybt beklageligt. Og så må vi også erkende, at den nye teknologi også kræver sit, selvom vi har uddannet vores personale i det, siger han og uddyber:

- Det er lige som at tage kørekort. Man har hele teorien, men når man skal ud og prøve det i virkeligheden, tager det også tid.

Banedanmark ser nu fremad og håber, at kurven for rettighed på Køge Bugt-banen fortsat går opad.

- Det er helt klart vores plan, at det sker så hurtigt som muligt. Der bliver arbejdet benhårdt for at nå derhen, siger Klaus Hansen fra Banedanmark.