233 kilo farligt atomaffald fra Risø skal blive i Danmark

Ud af op mod 10.000 ton atomaffald er der 233 kilo særligt farligt affald, som ikke kan sendes ud af landet.

Danmark hænger som ventet selv på 233 kilo særligt farligt atomaffald fra forsøgsanlægget i Risø ved Roskilde.

Et forsøg på at eksportere affaldet til udlandet har dermed ikke båret frugt.

Det fremgår af en aktindsigt, som P4 Bornholm har fået i et brev fra Udenrigsministeriets departementschef om sagen.

- Der kan ikke på nuværende tidspunkt peges på realistiske muligheder for at afsætte affaldet, skriver Ulrik Vestergaard Knudsen i brevet.

Det er stilet til hans kollega i Uddannelses- og Forskningsministeriet, departementschef Agnete Gjersing.

Op til 10.000 ton radioaktivt affald

Forsøget på at eksportere de 233 kilo særligt farligt affald er sket som led i processen med at finde ud af, hvordan Danmark løser sit atomaffaldsproblem.

Foruden de 233 kilo er der brug for mindst 5000 kubikmeter plads til mindre radioaktivt affald fra Risø, men også fra danske sygehuse og industrien.

I alt ligger mellem 5000 og 10.000 ton radioaktivt affald lige fra gummihandsker til bestrålet brændsel i lagre på Risø.

Fem kommuner er udset til at huse affaldet. Både politikere og borgere i de kommuner mener, at Danmark lige som Holland skal satse på et mellemlagerløsning over jorden, hvor man kan holde øje med affaldet.

Regeringen har endnu ikke meldt noget ud i sagen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik