Sabrina fra Helsingør er verdens bedste taler

02:51

Hun er kun 28 år gammel – og så har hun allerede, bogstaveligt talt, talt sig til tops.

Sabrina Vitting-Seerup fra Helsingør kan bryste sig af en lidt særlig titel. Hun har netop vundet verdensmesterskaberne i public speaking i Canada – som den første dansker i konkurrencens 30-årige historie.

- Det føles lidt urealistisk, må jeg indrømme, siger hun til TV 2 Lorry, her en lille uge efter titlen kom i hus.

Vejen til verdensmesterskabet er gået over både lokale, regionale, nationale og europæiske talerdyster gennem godt halvandet år.

Læs også Verdens bedste museumsbutik ligger i Humlebæk

- Det har været en lang vej, og jeg har lært rigtig rigtig meget, men jeg har godt nok også brugt meget tid og energi på at komme hertil, siger Sabrina Vitting-Seerup.

Interessen for talekunsten startede med en lokal konkurrence. Selvom Sabrina Vitting-Seerup altid har interesseret sig for formidling, var hun helt grøn som taler.

- Jeg så pludselig en mulighed for at lære det, komme ud og prøve det af og få sparring og have nogle meget faste kriterier at blive målt op imod. Det var nok det, der motiverede mig.

Læs også Borgmester: Her bør vi placere tunnelen til Sverige

Nu har Sabrina Vitting-Seerup fundet sin egen stil, der sikrede hende verdensmesterskabet.

- Det må gerne være lidt sjovt, lidt uformelt. Og jeg kan godt lide, at der er plads til at bevæge sig rundt og bruge armene, når man skal ud og tale. Og så er det vigtigt for mig, at det er et hverdagssprog, som flest mulige forstår, siger hun.

Hver eneste gang man får noget viden, synes jeg, man er forpligtet til at give den videre. 

Sabrina Vitting-Seerup

Til dagligt forsker Sabrina Vitting-Seerup de etniske minoriteters repræsentation i kunst og film. Hun har tidligere arbejdet med kommunikation og marketing, og det var da hun fik kommunikation som tilvalg på universitetet, at der virkelig blev sparket til interessen.

- Det her spændingsfelt mellem når man putter noget ind i et budskab og får noget ud af et budskab selv, det har jeg altid syntes var spændende.

Men når man er blevet verdens bedste taler, hvad er så næste skridt?

- Så skal man jo ud og lære andre at tale. Hver eneste gang man får noget viden, synes jeg, man er forpligtet til at give den videre. Hvis de har lyst til at få den, selvfølgelig - man skal jo ikke proppe noget ned i halsen på folk, siger mesteren og fortsætter:

- Så jeg vil gerne ud og træne folk i præsentationsteknik og lave foredrag om det, jeg forsker om, og på den måde få budskabet ud og gøre flere gode til at tale, lyder det fra den nye verdensmester.

I videoen herunder kan du se Sabrina Vitting-Seerup i aktion (videoen er fra den europæiske finale i sommer).