Roskildes samaritter: "Som at få en kæmpe familie i en uge"

Når mange fester, kan meget gå galt. Men de samariterne på Roskilde Festival står klar til at hjælpe, hvis du mangler en reservemor eller anden assistance.

- Jeg har været her siden i fredags. Der gik vi i døgnberedskab for at passe på folk udenfor hegnet. I tilfælde af at nogen bliver skidt derude, var vi klar herinde, siger Thomas Sørensen, der er koordinator og teamleder for samaritterne på Roskilde Festival.

Siden har de i alt 35 samaritter hjulpet massevis af festivaldeltagere, der har haft brug for en hjælpende hånd.

- Grundlæggende er det førstehjælp. Men langt hen ad vejen er det også at snakke med folk. Der er rigtig mange, som har behov for en mor eller en far at snakke med. En voksen person der kan give et godt råd, noget kyndig vejledning, en håndvask og noget sæbe, siger vagtleder og assisterende mediciner, Anders Nielsen, og fortsætter:

- Og så er der også forstuvninger, små og store sår og den slags.

Samaritterne fortæller, at der oftest er tale om, at deltagerne falder i noget glas eller vrider om, mens de danser. Samaritterne fortæller, at de generelt har mange fodskader.

- Vi ser rigtig mange forstuvede ankler. Det er forstuvede ankler og sår, der topper vores lister. Generelt er fødderne og det nederste af benet det mest udsatte, når man er på festival, siger Anders.

Og skal man følge samaritternes råd, handler det om at tage noget ordentligt fodtøj på, når turen går på festival. Og der skal ikke særlig meget til, før man er godt nok beredt.

- Tag gode sko på. Noget, der er mere robust end jesussandaler, siger Anders og Thomas følger op:

- Det man ser meget er, at når festivaldeltagerne sidder i campen, så tror de, at de er på badeferie. Men man går meget på en festival, og derfor duer klipklappere ikke.

De mange festivalgængere, der har brug for assistance, mens de er på festival, kommer i ryk i løbet af dagen, og det er derfor, at der er stille i samarit-teltet nu. Generelt har der ikke været lige så travlt i år som de tidligere år.

Foruden de mange samariter, er der også både sygeplejersker og læger i teltet. Dem henviser samaritterne til, når deres kompetencer ikke længere rækker.

- Vi har et rigtig tæt samarbejde med læger og sygeplejersker herinde. Vi tager en masse 'up front', så de kan koncentrere sig om det arbejde, som de skal udføre, siger Anders.

- Det er super sjovt, at møde festivalgæsterne herude. De er altid ekstremt glade uanset hvad de kommer ind med, og lige meget hvilket tidspunkt af døgnet, de kommer ind, siger Thomas, og Anders tilføjer:

- Det er en kæmpe familie, man lige har en uge om året - og det er skønt!

Ifølge Roskilde Festival betjener samaritterne mange personer hver dag. Kom med indenfor og se billedserien fra Røde Kors samaritternes station i City Centre East over artiklen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik