Roskilde-borgmester trækker i arbejdstøjet i kampen mod Urd

Roskildes borgmester Joy Mogensen trak i arbejdstøjet mandag og forsøgte sammen med en masse frivillige at få bugt med bølgerne i fjorden under stormen.

Mandag var en travl dag for borgerne nær Roskilde Fjords kyster. Både i Jyllinge Nordmark og på Frederiksborgvej tæt ved Vikingeskibsmuseet stimlede frivillige folk til for at bære sandsække, lægge grus og sætte såkaldte watertubes op. Alt sammen for at komme stormen Urd og den forudsete forhøjede vandstand til livs. 

quote Er imponeret over Joy, Roskildes borgmester, hun har nu været på næsten uafbrudt i 24 timer.

Erik Breusch Larsen

Flere af de fremmødte havde set på Facebook, at Roskildes borgmester Joy Mogensen opfordrede folk til at træde til, hvis de kunne. Og forrest i tropperne stod hun selv iført regntøj og gummistøvler - hele dagen og aftenen igennem. 

Allerede den 24. december gjorde Joy Mogensen opmærksom på, at der var varslet storm den 26. og 27. december. Samtidig forsikrede hun, at beredskabet stod klar til at handle, hvis der blev brug for det. 

quote Man kan ikke andet end have fuld respekt for Roskildes Joy Mogensen, der har aflyst juleferien, forladt rådhuset og trukket i gummistøvlerne sammen med beredskab og frivillige.

Katrine Lester

Det har været sød musik i ørerne hos de borgere, som bor i kommunens hårdest ramte områder. Herunder tæller Jyllinge Nordmark, hvor stormflods-skaderne efter stormen Bodil i 2013 løb op i mange millioner kroner. Borgmesteren har siden kæmpet for at få kystsikring til Jyllinge blandt andet ved at bede staten om at sætte tempoet op i behandlingen af sagen for at undgå at scenariet gentager sig.

Også Vikingeskibsmuseet og borgerne langs Frederiksborgvej har før mærket konsekvenserne af en forhøjet vandstand i Roskilde Fjord. 

Joy Mogensen har derfor fået store mængder ros de sidste par døgn for sin store indsats og hjælp til de udsatte områder i Roskilde Kommune. 

- Man kan ikke andet end have fuld respekt for Roskildes Joy Mogensen, der har aflyst juleferien, forladt rådhuset og trukket i gummistøvlerne for sammen med beredskab og frivillige at kæmpe mod oversvømmelser og Urds hærgen, skriver Katrine Lester på Facebook. 

Også Erik Breusch Larsen er røget til tasterne.

- Er imponeret over Joy, Roskildes borgmester, hun har nu været på næsten uafbrudt i 24 timer, med opdateringer og opråb til indbyggerne i kommunen, det kan kun respekteres. Det giver stof til eftertanke og viser, at der ER politikere der tager borgernes bekymringer alvorligt, ved godt dette er lokalt og akut, og kun er en brøkdel af kommunens øvrige virke.

De rosende ord har naturens kræfter dog ikke meget tilovers for. Vandstanden stiger stadig i Roskilde Fjord, og er lige nu 152 centimeter over normalen. Under Bodil var det tal 206 centimeter. Derudover er der i nattens løb gået hul på en watertube ved Jyllinge Nordmark. 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik