Robbie Williams kommer til København til sommer

Robbie Williams og 'The Heavy Entertainment Show' kommer til København den 7. august 2017.

Den engelske popsanger Robbie Williams giver koncert i Telia Parken i København i august.

Det skriver arrangøren Live Nation i en pressemeddelelse.

Den karismatiske charmør, der netop har udgivet sit 11. studiealbum, 'The Heavy Entertainment Show', vil gøre sit bedste for at underholde publikum i Parken den 7. august.  

Ved et pressemøde i London tidligere i dag blev det offentliggjort, at Erasure kommer med Robbie Williams på tour som 'special guests'.

Billetsalget til koncerten i København starter fredag den 11. november klokken 11.

Trussetyv, gavflab og problembarn er blot nogle få af de ord, der gennem årene er blevet brugt til at beskrive Robbie Williams, der er gået hen og blevet en voksen mand på 42 år.

Williams blev verdenskendt, da han i 1990 blev det yngste medlem af pop-sensationen Take That. Da var han blot 16 år. I 1995 forlod han bandet efter en veldokumenteret periode med et voksende misbrug af alkohol og stoffer.

Robbie Williams udgav sin første solosingle - en udgave af George Michaels 'Freedom' - i 1996 og har siden da skabt monsterhits som 'Let Me Entertain You, 'Rock DJ', 'Millennium', 'Kids' og 'Feel'.

I 2010 vendte han tilbage til Take That, men tog tre år senere afsked med gruppen for anden gang.

Fra Williams' nye album, 'The Heavy Entertainment Show', er numrene 'Party Like a Russian' og 'Love My Life' blevet udsendt som singler.

'Party Like a Russian' optrådte han blandt andet med, da han for nylig gæstede det danske underholdningsprogram Vild med dans.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik