Religiøs-gruppe nægtes lov til at servere psykedelisk drik

Tilhængere af Santo Daime må ikke servere en psykedelisk drik til ceremonier. Det slår dom fast onsdag.

Tilhængerne af Santo Daime-religionen, der blandt andet holder ceremonier i Københavnsområdet,  må ikke servere den forbudte drik Ayahuasca. Religionen kan heller ikke blive godkendt som en religiøs menighed.

Det står klart efter en dom i Østre Landsret onsdag.

Foreningen Nordens Céu Sagrado Mester Fernandos Center for Meditation og Videnskab havde ellers sagsøgt både Sundheds- og Ældreministeriet og Kirkeministeriet for at få lov til at servere drikken og blive godkendt som menighed.

Men begge ministerier har Østre Landsret frifundet.

Tilhængerne af Santo Daime har argumenteret for, at det er en begrænsning af religionsfriheden, når myndighederne ikke vil give dem lov til at servere ayahuasca-vin ved deres ceremonier. 

I maj 2014 søgte foreningen dispensation til at importere ayahuasca til de religiøse ceremonier.

Men det daværende Social- og Sundhedsministerium afslog i 2015 at give foreningen dispensation. Ifølge ministeriet skaber DMT afhængighed, og misbrug fører til sundhedsmæssige og sociale problemer.

Foreningen søgte også Kirkeministeriet om at blive godkendt som religiøs menighed. Men det afslog ministeriet blandt andet med den begrundelse, at foreningen ville overtræde loven, hvis den importerede ayahuasca. 

Mere om religionen og drikken

* Santo Daime er en såkaldt synkretistisk religion. Det vil sige en religion, der bruger elementer fra flere religioner. Santo Daime har sit udspring i katolicismen, men har også elementer af buddhisme og shamanisme.
* Ved ceremonier indtager man den psykedeliske drik ayahuasca. Den smager angiveligt ikke særligt godt og kan give både kvalme og opkast. Men deltagerne oplever, at de kommer i kontakt med en højere magt.
* Psykisk syge, folk, der har indtaget alkohol eller stoffer eller bruger medicin, samt børn har ikke adgang til ceremonierne, hvor deltagerne er klædt i hvidt.
* Ayahuasca stammer fra Brasilien. Drikken fremstilles af stammen fra en lian og bladene fra en busk.
* Drikken indeholder stoffet DMT. Det er i familie med stoffet psilocybin, der herhjemme især kendes fra svampe, der giver en psykedelisk rus.
* Drikken er forbudt i Danmark. Men den er tilladt i religiøse ceremonier i flere lande i Sydamerika og i Holland.
* Mængden af DMT i ayahuasca kan tilsyneladende være svær at afgøre. I Østre Landsret blev en mand sidste år dømt for at have importeret 25 liter ayahuasca. Ifølge dommen svarer det til mellem tre og 600 doser lsd.
Kilder: Sundhed.dk, Politiken, Santo Daime-tilhængeres forklaringer i Østre Landsret.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik