Regeringen skruer bissen på: Nu kan hjemløselejre fjernes

Politiet får fremover ret til at opløse og forbyde hjemløselejre. Dansk Folkeparti savner, at man går endnu videre.

Når sommeren nærmer sig, betyder det også, at flere hjemløse østeuropæere kommer til København for at søge lykken.

Flere af dem er allerede nu synlige i gadebilledet – blandt andet ved Nørrebro Station.

Sidste sommer blev der flere steder etableret deciderede hjemløselejre, som var til stor gene for de lokale beboere – men som politiet havde svært ved at sætte ind over for.

Romalejre som denne i Malmø kan nu snart blive fortid i de københavnske gader og parker.
Romalejre som denne i Malmø kan nu snart blive fortid i de københavnske gader og parker.
Foto: Asger Ladefoged - Scanpix

quote Jeg synes, det har været meget forstyrrende at opleve lejrene. Man ser det også i sydeuropæiske lande. Vi skal ikke have de tilstande i Danmark, og derfor skrider vi ind.

Naser Khader, Kons., retsordfører

Det gør regeringen nu noget ved. Ifølge en ny ordensbekendtgørelse, som træder i kraft 1. april, skal politiet i fremtiden kunne opløse og forbyde hjemløselejrene alene med henvisning til, at de skaber utryghed i nærområdet.

- Jeg synes, det har været meget forstyrrende at opleve lejrene. Man ser det også i sydeuropæiske lande. Vi skal ikke have de tilstande i Danmark, og derfor skrider vi ind, siger den konservative retsordfører Naser Khader til TV 2 Lorry.

Her er de nye regler

"På steder, hvortil der er almindelig adgang, er det forbudt at etablere og opholde sig i lejre, som er egnede til at skabe utryghed i nærområdet."

"Har en person udvist en særligt utryghedsskabende adfærd eller ved sin adfærd bidraget til at skabe særlig utryghed, kan politiet meddele den pågældende forbud imod at færdes frem og tilbage eller tage ophold inden for en radius af 500 meter fra det sted, hvor adfærden har fundet sted. Det er en betingelse for meddelelse af forbud, at der er grund til at tro, at den pågældende ellers vil gentage den særligt utryghedsskabende adfærd eller fortsat bidrage til at skabe særlig utryghed inden for det område, som forbuddet vil omfatte. Hvis geografiske eller andre hensyn tilsiger det, kan der fastsættes en radius af indtil 1.000 meter."

Kilde: Justitsministeriet

Bødestraf og zoneforbud

Genetablerer de hjemløse lejrene, kan de straffes med bøde, og endelig kan de blive ramt af et zoneforbud, som forbyder dem at opholde sig i området. Overtrædes det også, straffes det også med bøde.

- Hidtil har det ikke haft de store konsekvenser for dem, hvis de er vendt tilbage. Det får de nu. Vi vil ikke have de lejre i byen, for det skaber utryghed for beboerne. Med udvidelsen får politiet bedre redskaber, og det er der brug for, siger den konservative retsordfører Naser Khader til TV 2 Lorry.

Det er politiet, der skal vurdere, hvornår der er tale om en lejr, eller om det blot er nogle mennesker, der er samlet på stedet midlertidigt.

Hidtil har politiet kun kunnet fjerne lejrene, hvis der var opsat et skilt med ’adgang forbudt’ i området.

DF: Udlændinge skal selv dokumentere, at de må være her

Dansk Folkeparti er tilfreds med ændringen, men vil gerne gå endnu videre. Partiet ønsker at gøre det lettere at udvise udlændinge, der ikke opholder sig lovligt i Danmark, men det har der ikke været flertal for.

- Hvis man kommer til Danmark fra et land uden for EU, skal man dokumentere, at man har ret til at opholde sig i Danmark. Det skal EU-borgere ikke. Det er myndighederne, der skal dokumentere det. Vi mener, at det skal være udlændingene selv, der skal dokumentere, at de lever op til reglerne, siger udlændingeordfører for Dansk Folkeparti, Martin Henriksen, til TV 2 Lorry.

 

Naser Khader mener derimod, at regeringens opstramning er tilstrækkelig. 

- Det går vi ud fra. Det er derfor, vi udvider ordensbekendtgørelsen. Politiet mener, det er det rette redskab, og så må vi se resultatet. Virker det ikke, må vi se, hvad der mere skal gøres, siger han.

Den nye ordensbekendtgørelse træder i kraft 1. april. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik