Rally-kørere i kærlig konkurrence

02:54

Rally-favoritterne Rasmus Sørensen og Line Jensen fra Stenløse er både kærester, men også konkurrenter. Foto: TV 2 Lorry

Rally-kørerne Line Lykke Jensen og Rasmus Sørensen racer mod hinanden til DM i rally. Og så er de kærester og bor sammen.

I Gørløse bliver der skruet løs efter at kæresteparret Rasmus Sørensen og Line Lykke Jensen har kørt første løb af DM i rally. Bilen skal nemlig tjekkes fuldstændigt igennem inden næste løb.

- Det er mest af alt, fordi det foregår med så høj fart, når vi kører. Og så fordi vi er to i bilen, som skal yde, og derfor skal bilen også yde alt, siger Rasmus Sørensen til TV 2 Lorry.

Du kan se det første løb af DM i rally her.

Kun konkurrenter på banen

Line Lykke Jensen er 2.-kører og er den der fortæller bilens chauffør om vejens bane undervejs i løbet. Rasmus Sørensen er 1.-kører og altså den der sidder bag rattet. Men selvom parret kører i hver sin bil, så tager de ikke konkurrencen med ind i hjemmet.

- Det er ikke sådan, at når vi er kommet hjem, så er det Rasmus, der har taget opvasken i en uge, fordi jeg har vundet. Vi har skilt det ad og sagt, at når vi kommer hjem, så er vi Rasmus og Line. Så er vi ikke konkurrenter, og vi snakker ikke om, hvem der har vundet og hvem, der har kørt stærkest, siger Line Lykke Jensen til TV 2 Lorry.

Læs også Se søndagsræs med hurtige biler - Danish Superturisme Turbo

Uden for banen er Rasmus Sørensen mekaniker, og Line Lykke Jensen er ingeniør. Og så kommer de begge to fra rally-familier.

- Da jeg var halvandet år gammel, kørte Rasmus' onkel mig rundt til et rallysprint oppe ved Kalundborg. Så man kan godt sige, vi har kendt hinanden i et stykke tid, siger Line Lykke Jensen.

Sidste år vandt Line Lykke Jensen DM i rally. I år kører hun også udenlandske ræs, og fordi hun ikke kan deltage i alle løbene i DM, har hun ikke mulighed for at generobre titlen. Til gengæld ligger Rasmus Sørensen lige nu nummer 1.