Psykiatri-udkast vækker harme: Vil skære i sengepladser

Udkast til en ny treårsplan for psykiatrien bliver kritiseret. Region Hovedstaden vil reducere antallet af sengepladser - det vækker harme blandt fagfolk.

Region Hovedstaden vil skære i antallet af sengepladser til de psykisk syge. Det viser et nyt internt notat, som TV 2 Lorry er kommet i besiddelse af.

Det interne notat er et udkast til en ny treårsplan for psykiatrien fra 2017, som Region Hovedstaden ventes at offentliggøre senere i år. Ifølge udkastet vil regionen reducere i de psykiatriske sengepladser - og det vækker både harme og bekymring bladt fagfolk.

Udkastet, som TV 2 Lorry er i besiddelse af, kommer i kølvandet på en række af volds- og drabssager indenfor den socialpsykiatriske sektor. Her er der blevet begået fem drab på fire år på socialpsykiatriske bosteder - senest på Center Lindegården i Roskilde.

Drab der blev begået af udadreagerende beboere, som der ikke er blevet fundet plads til på de psykiatriske hospitaler.

Læs også: TEMA: LINDEGÅRDEN

Og med netop disse sager i rygsækken er udkastet særligt bekymrende, lyder det fra Dansk Psykiatrisk Selskab (DPS).

- Noget af det, der især bekymrer mig, er forventningen om, at man kan nedlægge yderligere psykiatriske senge indenfor de næste tre år, siger næstformand i DPS, Julie Nordgaard, til TV 2 Lorry og fortsætter: 

- Jeg får også den tanke, at det er en principbeslutning, der er blevet taget om, at man simpelthen ikke vil have flere senge, og at man vil lukke senge - uden at tage højde for hvad der reelt er brug for.

Alligevel lægger planen op til at skære endnu mere i sengene på de psykiatriske hospitaler i Region Hovedstaden:

Det er derfor forventningen, at behovet for senge vil mindskes i perioden i takt med, at der etableres forbedrede ambulante tilbud i nærmiljøet.

Ifølge FOA er det en skræmmende forventning.

- Vi vil komme til at se flere overfald og vi vil komme til at se flere drab, hvis ikke der bliver framskaffet flere senge, så på det område er Region Hovedstaden helt galt i byen, siger forbundsformand for FOA, Dennis Kristensen, til TV 2 Lorry.

Antallet af sengepladser til voksne psykiatriske patienter i Danmark er faldet med 11 procent siden 2007, og faldet skyldes primært nedlæggelse af sengepladser i Region Hovedstaden, hvor der i dag er 212 færre psykiatriske senge end for bare ni år siden.

Samtidig er antallet mennesker i psykiatrisk behandling, ifølge Landsforeningen for Socialpædagoger, steget fra 110.000 i 2001 til 143.000 i 2014.

- Derfor kan det også bekymre mig, om vi kan få mulighed for at lave den bedst mulige løsning i forhold til bostederne og få nedbragt volden. Det kan være svært, hvis vi ikke har alle muligheder i spil - også en forøgning af antallet af senge i psykiatrien, siger Julie Nordgaard.

DPS estimerer, at der er behov for 15 til 20 procent flere sengepladser i psykiatrien.

Hos Region Hovedstaden lægger man vægt på, at udkastet blot er et udkast, og ikke det endelige forslag til en treårsplan for psykiatrien.

- På det seneste møde i maj måned, var vi flere, der bad om, at den sætning blev omformuleret, fordi der er politisk uenighed i udvalget, og der er nogen, der ikke synes, at der skal nedlægges - og derfor skal vi have en mere neutral formulering, som holder alle muligheder åbne, men som ikke lægger op til, at der skal ske en reduktion af sengepladser, siger formanden for psykiatriudvalget i Region Hovedstaden, Karsten Skawbo-Jensen, til TV 2 Lorry.

Men udkastet er netop nu på vej i høring, og derfor vil formanden ikke give garantier.

Kan du garantere, at der ikke bliver nedlagt sengepladser?

- Jeg tror ikke, der er nogen i politik, der kan garantere noget som helst. Vi skal agere på den ramme indenfor tre milliarder kroner, der er. Men der skal jo helt grundlæggende nye forudsætninger til, før jeg ihvertfald vil være med til at reducere sengepladserne, det er helt sikkert, siger Karsten Skawbo-Jensen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik