Presset stiger på direktør: Bestyrelse kræver ny redegørelse

Amager Bakkes bestyrelse kan ikke acceptere den redegørelse om en eksplosion, som direktøren fremlagde torsdag. Nu er der indkaldt til et nyt møde.

Duer ikke, væk.

Sådan reagerede bestyrelsen for Amager Ressource Center (ARC) og milliardprojektet Amager Bakke, da den torsdag fik en efterspurgt redegørelse fra selskabets direktør, Ulla Röttger.

Direktøren var blevet bedt om at forklare, hvordan en potentielt livsfarlig eksplosion kunne ramme ARC’s forbrændingsanlæg på Amagerværket tilbage i februar – herunder hvorfor hun valgte at holde eksplosionen hemmeligt indtil Jyllands-Postens erhvervsmedie Finans skrev om den.

Ingen kom til skade ved ulykken, der skete klokken 6.30, men det kunne have endt ganske tragisk. Ifølge Finans var det et rør med cirka 250 grader varmt vand, der sprang inde i en af kedlerne under højt tryk. Det betød, at kedlen revnede, så damp, støv og isoleringsmateriale blev blæst ud i hele ovnhallen. Ingen kom til skade, men ulykken kunne have kostet menneskeliv. Ulla Röttger har tidligere forklaret, at eksplosionen skyldes et kommunikationsbrist.

Radikale har mistet tilliden

Over for Finans bekræfter formand og medlem af Københavns Borgerrepræsentation, Lars Weiss (S), at redegørelsen fra direktøren ikke var tilfredsstillende.

- Bestyrelsen har nu udbedt sig en fyldestgørende redegørelse. Vi har endnu et ekstraordinært bestyrelsesmøde i begyndelsen af næste uge, siger han.

Samme toner lyder fra bestyrelsesmedlem Rikke Lauritzen, der er medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Enhedslisten, som TV 2 Lorry har talt med. Indtil den nye redegørelse ligger klar, vil hun ikke udtale sig om sagen.

Tidligere har Lars’ Weiss kollega i Borgerrepræsentationen, Mette Annelie Rasmussen (R) fortalt til TV 2 Lorry, at hendes tillid til Ulla Röttger er væk.

Direktøren på Amager Ressourcecenter møder massiv kritik efter en livsfarlig eksplosion.

Flere uheldige sager

Sagen om eksplosionen på forbrændingsanlægget er blot den seneste i flere uheldige sager på Ulla Röttgers bord. For et års tid siden blev det konstateret, at Amager Bakke stod til at tabe 1,9 milliarder kroner i indtægter, fordi hendes estimater for affaldsmængderne slog fejl.

Det har også medført kritik, at Amager Bakke må importere 1000.00 tons affald årligt fra blandt andet England for at kunne udnytte den kapacitet, det nye forbrændingsanlæg har. Det kan nemlig forbrænde langt mere affald end borgerne i de fem ejerkommuner, København, Frederiksberg, Hvidovre, Dragør og Tårnby producerer.

Det skyldes, at affaldssortering betyder, at mængden af affald til forbrænding er for nedadgående. Selv forklarer Amager Ressource Center på sin hjemmeside, at man vil fremtidssikre værket, så man også kan håndtere affaldsmængden om 30 år.

Det ekstraordinære bestyrelsesmøde i ARC finder sted tirsdag morgen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik