Politikampagne mod uopmærksomme bilister: 'Folk dør af det her'

'Kør bil, når du kører bil.' Sådan lyder sloganet fra politiet og Rådet for Sikker Trafik, der i uge 40 indsætter en særlig indsats mod uopmærksomme trafikanter.

Hvorfor er det her så vigtigt?

- Jamen, det er det fordi, der er folk, der slår sig ihjel på det her.

Svaret falder prompte fra Arne Martinsen, der er vicepolitiinspektør i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Sammen med Rådet for Sikker Trafik iværksætter politiet i uge 40 en kampagne, der skal nå ud til de mange uopmærksomme trafikanter, der hver dag sætter deres eget og andres liv på spil, når fokus ikke kun er rettet mod trafikken.

quote Jamen, det er det fordi, der er folk, der slår sig ihjel på det

Arne Martinsen, vicepolitiinspektør, Rigspolitiets Nationale Færdselscenter

For mange bliver tiden i bilen en del af hverdagens trivialiteter, og måske flyttes opmærksomheden gradvist til fra kørslen til flere andre ting.

'Det er et fuldtidsjob at køre bil'

- Det er et fuldtidsjob at køre bil. Hvis man leder efter ting i handskerummet, læser sms på sin mobil eller vender sig om for at række en sut til barnet på bagsædet, så er der risiko for, at man ikke ser, hvad der sker på vejen. Der er ikke noget, der er så vigtigt, at det ikke kan vente fem minutter på at man finder et sted at holde ind til siden, siger Pernille Ehlers, specialkonsulent i Rådet for Sikker Trafik.

Faktisk betyder blot fire sekunders uopmærksomhed i trafikken slet ikke så lidt. Ifølge Rådet for Sikker Trafik bliver de få sekunders uopmærksomhed omsat til mange meter på vejen, alt efter hvor hurtigt, man kører:

Så mange meters blinde-kørsel betyder fire sekunders uopmærksomhed

  • 50 km/t.: 56 meter
     
  • 80 km/t: 89 meter
     
  • 110 km/t: 122 meter
(Kilde: Rådet for Sikker Trafik)

Tæt trafik kan forvolde flere skade

Særligt i hovedstadsområdet kan mangel på opmærksomhed være fatalt på grund af de mange medtrafikanter.

Ifølge vicepolitiinspektør Arne Martinsen kan den tætte trafik kombineret med uopmærksomhed let føre til, at man andre kommer til skade i trafikken.

- Det er rigtig farligt. For jo flere trafikanter der er, des større chance er der for, at du tager andre med i faldet. Er du uopmærksom i kort tid, kan du for eksempel køre ind over cykelstien og ramme bløde trafikanter der, siger Arne Martinsen til TV 2 Lorry.

Hos politiet benytter man sig særligt af færdselsloven paragraf 55 a., der angiver, at det er ulovligt bruge mobiltelefon, mens man er fører af et køretøj.

Færdselslovens § 55 a.

Brug af mobiltelefon og andet teleudstyr
§ 55 a. Førere af køretøjer må under kørsel ikke benytte sig af håndholdte mobiltelefoner.

På landsplan er antallet af bøder, der er udstedt som følge af denne lov, faldet de seneste år.

Stort problem i Region Hovedstaden

Men fordelt på politikredsene i TV 2 Lorrys sendeområde er tallene knap så opløftende. I 2015 var blev der i Københavns Vestegns Politikreds udstedt flere bøder for brug af håndholdt telefon, end der gjorde i 2014.

I Københavns Politikreds ser tallene heller ikke just opløftende ud.

Nok er der udstedt færre bøder i 2015 end året før, men politiet skal blot udstede 2.435 bøder for håndholdt telefon mere det i årets sidste måneder for at tangere sidste års opgørelse på i alt 6.755 bøder.

Bøder for brug af håndholdt mobil i trafikken (bil, varevogn, lastbil, bus, knallert og cykel) i TV 2 Lorrys sendeområde:

ÅrKøbenhavns politikredsKøbenhavns Vestegns politikredsNordsjællands politikredsMidt- og Vestsjællands politi
20148.2163.6293.1933.408
20156.7553.7182.4823.338
20164.3202.3581.2142.105

Kilde: Rigspolitiets Nationale Færdselscenter

Ifølge Arne Martinsen håber politiet nu, at kampagnen virker, og at tallet kan blive nedbragt.

- Vi håber, at folk er blevet klogere, og kan se, at det rent faktisk er farligt, siger han til TV 2 Lorry.

Vil du opdateres på den aktuelle trafiksituation i dit område, kan du besøge TV 2 Lorrys trafiksite ved at klikke her.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik