Pige om hyldest til Omar: - Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på

Teenagepige omtalte Omar el-Hussein som en helt på Facebook. Nu risikerer hun at blive sendt i fængsel.

En 17-årig pige græd, da hun fredag trådte ind i Københavns Byret. Her blev hun bedt om at forklare, hvorfor hun efter angrebene i København i februar 2015 omtalte Omar el-Hussein som en helt på Facebook.

Jeg var dybt chokeret, da jeg så, at der var skrevet om mig og min kommentar.

Tiltalt 17-årig pige

Pigen har boet i Danmark i næsten 12 år, men er afghansk statsborger. Hun går til dagligt på HF og taler dansk med accent.

Hun er tiltalt for at billige terror i et opslag på Facebook. Dengang var hun 16 år.

- Jeg fortryder, hvad jeg skrev, sagde pigen i retten.

Læs også Skoleelev får fængselsstraf for trusler mod sin klasse

Hun nægter sig skyldig i terrorbilligelse, men erkender at have skrevet opslaget:

'Det er så trist, at han skulle dø på den måde, men han gjorde noget, som ingen andre turde gøre. Han gjorde det for profet Muhammads skyld. Han er sandelig en helt', skrev hun blandt andet.

Opslaget blev skrevet i en lukket gruppe på Facebook ved navn 'Vejen til islam' om aftenen den 16. februar. Gruppen har 20.000 medlemmer. Senere omtalte flere medier hendes kommentar på Facebook.

Det fik pigen til at slette sine ord igen.

- Jeg var dybt chokeret, da jeg så, at der var skrevet om mig og min kommentar, sagde pigen.

Læs også Ved el-Husseins grav: Omar er ingen martyr

Ifølge hendes forklaring var hun ikke helt klar over, hvad der var sket, da hun skrev opslaget. Hun var i Sverige for at besøge familie, da angrebet skete.

- Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på. Jeg ville aldrig sige sådan til en terrorist, for sådan nogle mennesker fortjener ikke paradis, sagde pigen.

Forklaringen om, at hun ikke skulle kende til omfanget af angrebet, bestrider anklager Jakob Buch-Jepsen dog.

Han kalder det en af de groveste sager om terrorbilligelse og kræver, at pigen straffes med mindst fire måneders ubetinget fængsel. Samtidig skal hun idømmes en betinget udvisning, lyder påstanden.

Læs også Retssag: Dansk terror-angreb mindede om Paris i metode

Forsvarer Karin Dawson Svenningsen går derimod efter en rent betinget dom. Hun mener ikke, at den tiltalte bevidst ville hylde terror.

Omar el-Hussein dræbte to personer ved angrebene i København. Det hele endte med, at han selv blev dræbt tidligt om morgenen 15. februar i en skudveksling med Politiets Aktionsstyrke.

Der forventes dom i sagen 25. november.