Politi fortryder nyt 'sigøjner-tweet': - Meget beklageligt

Foto: TV 2 Lorry & Asger Ladefoged / Scanpix

I samarbejde med tv2.dk

Det er ikke første gang, Københavns Politi kalder romaer for sigøjnere på Twitter. Ordensmagten beklager.

- Der er flere udlændinge (zi.....), som vil have din pinkode. Nu er den gal på Vesterbro, hvor tyveknægtene vil hjælpe dig - sig pænt nej.

Sådan skrev Københavns Politi på Twitter mandag aften, og det har fået mange brugere på det sociale medie til at kritisere ordensmagten.

Flere tror nemlig, at der skulle have stået 'zigøjnere' i parentesen. Og foruden en undren over, at ordet er stavet med z i stedet for s, får Københavns Politi hug for at skrive nedladende om romaer.

- Hvorfor skriver I (zi....) i stedet for at skrive Zigeunere eller endnu bedre, holder jer fra den slags stigmatisering, skriver Jon Skålerud.

Kirsten Auken er enig.

- I har vist ikke fået drukket den kop kommunikationskaffe hos politiet endnu.

Politiet beklager stereotypt sprogbrug

Det er ikke et udtryk for Københavns Politis holdning at kommunikere på den her måde.

Peter Buhl, vicepolitiinspektør

Hos Københavns Politi siger vicepolitiinspektør Peter Buhl tirsdag til TV 2, at han ikke har talt med den kollega, der har skrevet tweetet. Han føler sig dog overbevist om, at der skulle have stået sigøjner, og det er en uacceptabel måde at kommunikere på, siger han.

- Det beklager Københavns Politi, for vi ønsker ikke at omtale særlige befolkningsgrupper i stereotype vendinger, siger Peter Buhl til TV 2.

Vicepolitiinspektøren forklarer, at politiet i øjeblikket har udfordringer med østeuropæere, der begår kriminalitet i København, og at han mener, der burde have stået ”romaer” i tweetet.

Derfor vil han nu tage en snak med de personer, der normalt bestyrer Københavns Politis Twitter-konto.

- Jeg vil selvfølgelig indskærpe, at når vi kommunikerer til vores borgere, så gør vi det i et pænt og et ikke stereotypt sprog, siger Peter Buhl.

Læs også Politidirektør bisat: 'Hun satte ansigt på Københavns Politi'

Ikke første gang

Det er ikke første gang, at Københavns Politi er kommet galt afsted på Twitter.

I december 2014 skrev politiet, at 'en beboer på Frederiksberg fik uønskede zigøjnere på besøg',  og at '2 zigøjnere måtte tage flugten, da de fik stokkeprygl'.

Den gang sagde Københavns Politi til TV 2, at der var sket en fejl og en kommunikationsbrist, men Peter Buhl mener ikke, at det er ordensmagten generelt, som har et kommunikationsproblem.

- Københavns Politi tweeter jo rigtig meget ligesom landets øvrige politikredse, og der bliver jo begået fejl. Jeg siger heller ikke, at det ikke vil ske igen, men vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at det ikke sker. For det er ikke et udtryk for Københavns Politis holdning at kommunikere på den her måde.

Hvad tænker du om, at det nu i hvert fald er sket to gange inde hos jer?

- Det er meget beklageligt, slutter Peter Buhl.