I dag stiger priserne på tog, metro og bus

I gennemsnit stiger priserne med 2,1 procent. Prisen for et pendlerkort stiger til 380 kroner.

Et nyt år er begyndt, og det medfører blandt andet nye priser på offentlig transport. 

Hvert år bliver priserne reguleret til at følge den almindelige prisudvikling i Danmark, og 2019 er ingen undtagelse. 

Prisstigningerne blev offentliggjort i efteråret, men træder i kraft over hele landet i dag søndag 20. januar. 

Prisstigning på to procent

I gennemsnit stiger priserne for at køre med bus, tog og metro på Sjælland med 2,1 procent. Det sker efter fastsættelse fra Trafik, Bygge- og Boligstyrelsen.

Samtidig gennemføres der 21 mindre zonetilpasninger – alle ud fra princippet om, at det skal være nemt og overskueligt at være kunde i den offentlige transport, lyder det fra Din Offentlige Transport (DOT).

I samme ombæring udfaser DOT pappendlerkortet og mobilklippekortet på Sjælland.

- Trafikselskaberne arbejder målrettet på at gøre det så nemt som muligt at være kunde i den offentlige transport. Med den store takstreform i 2017 fik vi rettet priserne ud, så kunderne kan have tillid til, at rejsekortet er billigere end enkeltbilletten. Strategien er at gøre det nemt og overskueligt for kunderne med rejsekort og rejseplan.

- Nu forenkler vi antallet af billettyper, så det bliver endnu nemmere at finde den billigste billet, lyder det fra bestyrelsesformanden for Din Offentlige Transport, Camilla Struckmann.

OVERBLIK OVER PRISREGULERINGEN FRA DEN 20. JANUAR.

Prisen for rejser med det almindelige rejsekort stiger med: 

1 kroner for 2 zoner, 7-8 zoner og 10-28 zoner

50 øre for 3 zoner

1,50 kroner for 9 zoner

2 kroner for 29-30 zoner

 

Enkeltbillet til 16 zoner, 18 zoner og mere end 19 zoner stiger med 2 kr.

 

Prisen for pendlerkort (rejsekort og mobil) for rejser fra 7-14 zoner stiger mellem 30 - 110 kroner for 30 dage.

 

13 procent (cirka 18.000 kunder) af det samlede antal pendlerkortkunder i DOT-regi vil opleve en prisstigning på mere end 5 procent. 

 

Billetter til turister forenkles under navnet City Pass og kan bruges fra 1-5 dage. I den forbindelse stiger prisen på City Pass 1 dag (zone 1-99) med 10 kr.

 

Kilde: Movia 

Nye takster over hele landet

Også Nordjyllands Trafikselskab (NT), Midttrafik, Sydtrafik og FynBus indfører nye takster fra i dag.

Prisen på enkeltbilletter i Midttrafik stiger med to kroner. Ændringen betyder, at en to-zoners enkeltbillet til voksne stiger fra 20 kroner til 22 kroner. Prisen for to-zoners enkeltbilletter har været uændret siden 2011, oplyser Midttrafik på deres hjemmeside.

Desuden stiger prisen for et pendlerkort mellem én og to procent. Det betyder, at et to-zoners pendlerkort til 30 dage stiger fra 375 kroner til 380 kroner. 

Hos Sydtrafik er der ingen ændring på prisen for en enkeltbillet. Derimod stiger prisen for et pendlerkort mellem én og to procent ligesom i resten af landet. Prisstigningen på et pendlerkort er således den samme hos FynBus.

Prisen per tur på rejsekortet bliver også justeret, så en to-zoners rejse stiger fra 17 kroner til 17,50 kroner inden en eventuel rabat.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik