Hun har tilståelse fra sin overfaldsmand: Hvorfor gør politiet ikke noget?

Iris Björg Thorvaldsdottir har intet hørt fra politiet, siden hun anmeldte voldssag for otte måneder siden. Politiet beklager ventetiden.

Iris Björg Thorvaldsdottir kan stadigvæk huske smerten i kæben, da hun slog øjnene op efter at være blevet slået omkuld.

Nogle sekunder forinden havde hun været i gang med at hjælpe en pige op fra gulvet på The Old Irish Pub på Vesterbro i København, hvor de var til fest tilbage i december 2018.

Pludselig slog en fyr fra venneflokken ud efter pigen med knyttet næve. Men han ramte Iris Björg Thorvaldsdottir på højre side af kæben i stedet for.

Iris Björg Thorvaldsdottir fik slået kæben og led, mens fire tænder blev slået løse. Hun fik efterfølgende en skinne på tænderne, der skulle forsøge at holde tænderne på plads.
Iris Björg Thorvaldsdottir fik slået kæben og led, mens fire tænder blev slået løse. Hun fik efterfølgende en skinne på tænderne, der skulle forsøge at holde tænderne på plads.
Foto: Privatfoto

 Da hun efter lidt tid kom til sig selv, lå hun på skødet af en veninde.

- Hvad skete der?, fremstammede hun forvirret.

Og det var her, hun kunne mærke, at der var noget helt galt. Hun havde ondt i kæben. Og da hendes tunge ramte tænderne, føltes det anderledes, end det plejede. Tænderne havde rykket sig.

OVERFALDSSAGEN KORT

Iris Björg Thorvaldsdottirs udlægning af overfaldet mod hende: 

  • I december 2018 besøger Iris Björg Thorvaldsdottir The Old Iris Pub på Vesterbrogade med en gruppe venner.
  • Undervejs bliver en af hendes mandlige bekendte uvenner med en kvinde, som han overfalder. 
  • Han slår ud efter kvinden og rammer i stedet Iris Björg Thorvaldsdottir.
  • Da Iris Björg Thorvaldsdottir kommer til sig selv, er manden stukket af.
  • Hun har fået slået fire tænder skæve og kæben er gået af led.
  • Hun anmelder overfaldet om morgenen, da hun har fået rapport fra skadestuen, hvor hun er blevet tilset.

 Flere danskere anmelder vold

Overfaldsmanden var stukket af. Men Iris Björg Thorvaldsdottir havde både hans navn og adresse. Og allerede næste dag tikkede der en mail ind i hendes indbakke fra manden. Han undskyldte overfaldet og tog det fulde ansvar.

Iris Björg Thorvaldsdottir afleverede det hele til politiet. Der var også vidner og videoovervågning fra baren. I dag, otte måneder senere, er der intet sket.

- Jeg kan ikke forstå, at sagen ikke kan blive hurtigt afsluttet, når politiet har det hele, siger hun.

Iris Björg Thorvaldsdottir er en af de 21.426 danskere, der i 2018 anmeldte en voldssag til politiet. I programmet 'Hvor er politiet?' sætter TV 2 fokus på politiets opklaringsarbejde i sager om vold, voldtægt og drab.

Fra 2013 til 2018 er antallet af voldsanmeldelser steget markant på landsplan. I 2013 var der 13.621 anmeldeser og i 2018 21.426 anmeldelser.

Advokat: Den sag ligger lige til højrebenet

Helle Hald er advokat for Iris Björg Thorvaldsdottir og næstformand i foreningen Hjælp til voldsofre.

Og hun er, ligesom Iris, helt uforstående overfor, hvordan sagen endnu ikke kan være kommet videre. Når der både er vidner, videoovervågning, navn på gerningspersonen og en mail, hvor han tilstår.

- Den sag ligger lige til højrebenet, og jeg havde ikke forestillet mig, at det ville tage så lang tid, siger hun og fortæller, at Iris' sag desværre ikke er enestående.

Hun har mange klienter, der venter både måneder og år på en afgørelse i deres sager.

Iris Björg Thorvaldsdottir er enlig mor til tre børn. Derfor får hun, ifølge eget udsagn, svært ved at betale sin tandlægeregning, som hun endnu ikke ved, hvad lyder på. 
Iris Björg Thorvaldsdottir er enlig mor til tre børn. Derfor får hun, ifølge eget udsagn, svært ved at betale sin tandlægeregning, som hun endnu ikke ved, hvad lyder på. 
Foto: TV 2

Samtidig med at antallet af voldsanmeldelser er steget, er sagsbehandlingstiden på såkaldt borgervendt kriminalitet, som dækker over røveri, vold, voldtægt og drab, også steget markant.

I første kvartal 2013 var sagsbehandlingstiden 256 dage fra anmeldelse til fældende afgørelse. I første kvartal i 2019 tog det i gennemsnit 340 dage.

Overfaldsmand tilbød at betale tandlægeregningen

Iris Björg Thorvaldsdottir var slet ikke i tvivl om, at hun ville anmelde manden, da hun samme nat som overfaldet tog hen på skadestuen. Hun var både vred og ked af det.

- Jeg græd og græd, mens jeg sad hos tandlægevagten på skadestuen, hvor de måtte banke mine tænder på plads igen, siger hun.

Iris Björg Thorvaldsdottir har været hyppigt til tandlægen efter overfaldet. Her har hun fået stød i tænderne, for at se om der var liv i dem. Den ene tand viser fortsat ingen respons.
Iris Björg Thorvaldsdottir har været hyppigt til tandlægen efter overfaldet. Her har hun fået stød i tænderne, for at se om der var liv i dem. Den ene tand viser fortsat ingen respons.
Foto: Privatfoto

På skadestuen fik hun at vide, at kæben var gået af led, og fire tænder var blevet slået løse. De satte dem på plads, og hun fik en skinne på tænderne.

Iris Björg Thorvaldsdottir gik en lang tid i møde med smerter og jævnlige tandlægebesøg, hvor hun skulle have tjekket, om de var liv tilbage i de fire tænder.

Der er stadigvæk én tand, der ikke giver respons, når tandlægen giver den stød. Måske skal hun have en protese.

Iris Bjørg Thorvaldsdottirs overfaldsmand tilbød faktisk at betale hendes tandlægeregninger, da han allerede dagen efter sendte hende en mail.

Jeg kan forstå, at jeg har skadet dine tænder(…) Jeg er så ked af det (...) Jeg vil gerne tage alle omkostninger på mig. Både for tandlægen, taxi og tabt arbejdsfortjeneste. Sådan skrev overfaldsmanden blandt andet.
Jeg kan forstå, at jeg har skadet dine tænder(…) Jeg er så ked af det (...) Jeg vil gerne tage alle omkostninger på mig. Både for tandlægen, taxi og tabt arbejdsfortjeneste. Sådan skrev overfaldsmanden blandt andet.
Foto: TV 2

Da Iris Björg Thorvaldsdottir anmeldte overfaldet, rådede politiet hende til at afbryde alt kontakt med ham. Sagen skulle tages igennem ”systemet”. På den måde kunne hun få fuld erstatning, hvis der opstod senere skader.

Det synes hun var en god idé, men i dag fortryder hun næsten, at hun fulgte politiets råd.

- Jeg ærgrer mig lidt over det. Nu sidder jeg her otte måneder senere, og der er ikke sket noget. Jeg ved ikke, om jeg ender med en kæmpestor tandlægeregning, siger hun.

Lang sagsbehandling får folk til at miste modet

Hun har flere gange overvejet at tage telefonen og ringe til gerningsmanden og bede ham betale regningerne.

- Det gør mig meget frustreret, at han kan fortsætte sit liv, mens jeg har siddet her i mange måneder og mærket konsekvenserne, siger hun.

Advokat Helle Hald kan godt forstå, hvorfor Iris Björg Thorvaldsdottir er fristet af at klare sagen på egen hånd og lade overfaldsmanden betale regningen.

Hun oplever, at klienter nogle gange fortryder deres anmeldelser, fordi sagsbehandlingen tager så lang tid.

- Men vi må ikke fravige fra udgangspunktet om, at hvis man er udsat for noget, der er et overgreb, skal man kontakte politiet. Det er dem, der skal afgøre sagen, siger hun og fortsætter:

- Hvis sagsbehandlingen gik lidt hurtigere, tror jeg ikke, folk ville fortryde.

Iris Björg Thorvaldsdottir håber stadigvæk, at politiet snart vil se på hendes sag. Og selvom hun mest af alt er frustreret, har hun faktisk også lidt ondt af politiet, som hun følte gav hende en god behandling, da hun indgav sin anmeldelse.

- Jeg synes, det er synd for politiet. De må have meget travlt, når de ikke har tid til en sag som min, siger hun.

Politiet: Vi ville rigtig gerne kunne behandle sagen hurtigt

Hos Københavns Politi beklager man ventetiden. Men Jesper Beuschel, der er vicepolitiinspektør hos Københavns Politi, bekræfter, at det blandt andet er travlhed, der er skyld i den lange sagsbehandling.

- Jeg kan sige, at vi rigtig, rigtig gerne ville kunne sørge for, at en sag som denne blev sagsbehandlet meget, meget hurtigt. Men det har vi ikke haft mulighed for. Vi har ikke haft ledige hænder. Det er beklageligt for borgeren, fortæller han til TV 2.

Han fortæller dog, at politiet har foretaget forskellige efterforskningsskridt i sagen i juni og juli. Ifølge ham mangler de kun få ting, før de kan aflevere den til anklagemyndigheden.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik