Brian Holms søn stoppet af politiet - fik et brev i stedet for ballade

Rigspolitiet håber at kopiere simpel idé til hele landet, efter Brian Holm delte billede på Twitter.

I denne uge kom den tidligere professionelle cykelrytter Brian Holms søn hjem fra skole med en seddel fra politiet.

Albert, som sønnike hedder, var kørt i skole uden lys på cyklen. Og lige præcis i denne uge holder politiet en landsdækkende politikontrol ved skoleveje.

Som et nyt tiltag fra Københavns Politis Færdselsafdeling fik Albert en seddel med hjem til sine forældre.

Den seddel delte hans far, der i dag er sportsdirektør på cykelholdet Quick-Step Floors og medlem af kommunalbestyrelsen i Frederiksberg Kommune, med sine følgere på Twitter.

- Fantastisk Københavns Politi vi har, der kan holde sløsede forældre i ørene, skriver Brian Holm efterfulgt af hashtagget #respektforpolitiet.

Gratis cykellygter gav lys idé

På den lille maskinskrevne seddel, der er underskrevet af ’Cristopher’ fra Københavns Færdselspoliti, kan man læse:

- Til Alberts forældre. Jeg har i dag d. 180117 haft fornøjelsen af at møde dit barn på vej til skole. Der var ikke monteret lygter på cyklen, hvorfor jeg udleverede nogle. Håber, det er i orden med dig/jer, skriver han.

quote Jeg er helt enig med Brian Holm, det er en fantastisk måde at gøre det på.

Cristian Berthelsen, Rigspolitiets Nationale Færdselscenter

Ideen til sedlerne opstod i Københavns Politi, fordi et privat firma havde bedt om tilladelse til at komme med færdselsafdelingen ud til skolerne for at dele cykellygter ud.

Derfor fandt færdselspolitiet på at give børnene små forklarende sedler med hjem.

- Det er Københavns Færdselspoliti, der har fået ideen, og de har gjort det ud fra, at når vi har kontakt til børn, så skal forældrene gerne underrettes, og så er det her en god måde at gøre det på, siger politiassistent Cristian Berthelsen fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter til TV 2.

Så først sedlen på Facebook

Brian Holms tweet er siden blevet delt 78 gange og har fået 597 likes, hvilket er ganske pænt for et tweet på dansk. Derudover er billedet blevet spredt på Facebook.

Og det er derfor, at man hos Rigspolitiet nu er blevet opmærksomme på metoden.

- Jeg havde faktisk ikke kendskab til den her seddel, før jeg så den i går på Facebook. Og jeg er helt enig med Brian Holm, det er en fantastisk måde at gøre det på, siger Christian Bertelsen.

quote Med eller uden cykellygte, sedlen alene sender et godt signal.

Christian Berthelsen, Rigspolitiets Nationale Færdselscenter

Faktisk er ideen så god, mener han, at han nu har opfordret resten af landets politikredse til at gøre noget lignende næste gang, der er færdselskampagner ved skoler.

- Jeg har sendt mail ud til alle vores politikredse i hele landet, og så håber vi, at de vil tage det til sig. Vi vil i hvert fald følge op på det næste gang, vi laver en landsdækkende kampagne. Så det er noget, vi gerne ser i resten af landet, siger han.

Sender et godt signal

Normalt ville politiet holde sig til at tage en snak med barnet, når de stopper en dreng eller pige uden lygter på cyklen. Selvom der næste gang ikke er et privat firma til at dele gratis lygter ud, mener Christian Berthelsen alligevel, at sedlerne til forældrene er en god ide.

- Med eller uden cykellygte, sedlen alene sender et godt signal, siger han.

Da de landsdækkende kontroller varer til og med fredag, har Rigspolitiets Nationale Færdselscenter endnu ikke tal for, hvor mange bilister og cyklister politiet har haft fat i.

Men hos Københavns Politi, hvor man har delt lygter og sedler ud til børn, har man erfaret, at mange slet ikke har behov for nye lygter.

- De tilbagemeldinger, jeg har fået fra mine kolleger, der har været ude ved skolerne, er, at rigtig mange børn og voksne kører med cykellygter. Det er som om, det har vundet fodfæste, siger politikommissær Henning Pedersen fra Københavns Politis Færdselsafdeling.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik